Kategorier
Partihop

Michael Harbøll – socialdemokrat fra Esbjerg bliver løsgænger

Her en uge efter kommunalvalget har vi allerede oplevet flere partihop, men denne artikel handler udelukkende om Esbjerg, hvor den socialdemokratiske spidskandidat/borgmesterkandidat har meldt sig ud af sit parti.

Han har tabt en afstemning om at være gruppeformand, og han begrunder det med, at han har forsøgt at formalisere et oppositionssamarbejde i rød blok – mens flertallet i gruppen i stedet ønsker at indgå i en valggruppe med DF.

Spidskandidaten er utilfreds med, at han har følt sig “direkte modarbejdet” af andre kandidater i partiet – på trods af valget som spidskandidat blandt de almindelige vælgere.

Den er en interessant sag, fordi der er så mange forskellige begrundelser i spil:

  • Udviklingsbegrundelse, partiets (partiets byrådsmedlemmer bevæger sig væk fra hans egen kurs, da man skifter fra en valggruppe med Ø og SF til en tilsvarende med DF)
  • Personbegrundelse, fravalg (fravalg af at være i gruppe med dem, han føler sig modarbejdet af)
  • Personbegrundelse, egen person (han er selv ude på et sidespor, da han er blevet fravalgt som gruppeformand og udvalgsformand)
  • Strategi, partitaktik (ønske om at styrke samarbejde i rød blok)

Ofte sker partihop fordi, der er sket en personlig udvikling hos partihopperen, men i dette tilfælde understreger han, at han er “socialdemokrat i hjertet”.

Som løsgænger er han ikke i spil til at vinde poster, og det er ikke noget der øger hans chance for genvalg – om fire år – så disse begrundelser om at vinde noget, som vælgerne har meget imod, er ikke umiddelbart i spil.

Til gengæld kan der være vælgere, der noterer sig, at skuffelsen over ikke at få en udvalgsformandspost er i spil, så denne strategiske begrundelse indirekte er i spil i fortællingen om partiskiftet. I Esbjerg fik en udvalgsformand 27.138,05 kr. om måneden i 2024, så et tab af en afstemning om sådan en post kan mærkes i privatøkonomien, om end han ikke vinder noget ved at blive løsgænger.

I byrådspolitik er udvalgsformandsposterne afgørende for, hvilken indflydelse man kan få i en valgperiode, og disse poster er lønnede i en grad, så politikere på den konto kan prioritere politik og gå ned i tid i det “civile” job.

Tidligere er byrådskollegaen Hans Erik Møller skiftet fra S til SF på grund af skiftet af valggruppe, der ville fratage SF en udvalgsformandspost og give socialdemokratiet en ekstra post.

Udefra betragtet er der derfor en konflikt mellem to strategier, hvor den ene (samarbejdet med DF) giver attraktive poster her og nu, mens den anden (samarbejde med SF og Ø) giver et politisk afsæt for bedre samarbejde i rød blok.

Michael Harbøll har tilsyneladende både tabt spillet om den strategiske kurs samt om personlige poster. Michael Harbøll har 26. november 2025 skrevet et indlæg på Facebook, hvor han annoncerer, at han bliver løsgænger (centrale passager er fremhævet af undertegnede):

Jeg kan ikke længere se mig selv i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Esbjerg.
Partiets medlemmer valgt mig i juli 2025 som spidskandidat til kommunalvalget med et stort flertal på 2/3 af stemmerne. Et flot og tydeligt mandat.
Alligevel oplevede jeg efterfølgende kun manglende opbakning og direkte modarbejdelse. Ordenlighed har ikke været en selvfølge i partiet det sidste halve år. Få partimedlemmer har været en stor støtte. Dem takker jeg af hjertet. I ved hvem I er…
Til kommunalvalget fik jeg flest personlige stemmer i kommunen efter Vestres borgmesterkandidat. En tilkendegivelse fra vælgerne som jeg er stolt af. Tak til jer!
På valgnatten indgik Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten en aftale om et fremadrettet politisk samarbejde om at skabe en stærk rød opposition til det blå flertal.
Det er min klare overbevisning, at et fremadrettet politisk samarbejde mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er vejen frem, hvis vi have en rød borgmester i Esbjerg.
Desværre er der i den nye byrådsgruppe ikke opbakning til min politiske linje og ønsket om at genoprette et samarbejde med rød blok.
På det konstituerende gruppemøde i byrådsgruppe valgte et flertal ikke at støtte mig som udvalgsformand og som gruppeformand.
Jeg kan ikke længere se mig i den nye socialdemokratiske byrådsgruppe.
Derfor har jeg truffet en svær beslutning.
Jeg har i dag meldt mig ud af det parti, hvor jeg som ung meldte mig ind i DSU, senere i Socialdemokratiet, og hvor jeg har været medlem i mange år.
Otte spændende og gode år blev det til for Socialdemokratiet i Esbjerg byråd.
Jeg er stadigvæk Socialdemokrat i hjertet. Jeg vil fortsætte i Esbjerg byråd som løsgænger og fortsat støtte den røde fløj, samarbejdet mellem de røde partier og kæmpe for en ny retning for Esbjerg.
Michael

Kategorier
Partihop

Christian Friis Bach fra Radikale til Venstre

Et af de seneste partihop i dansk politik er det skifte fra ‘Det Radikale Venstre’ til partiet ‘Venstre – Danmarks liberale parti’, som Christian Friis Bach gennemførte i august 2024. Jeg har derfor kigget på hans “pressemeddelse” – i form af hans Facebookopslag – for at analysere, hvordan han retfærdiggør partihoppet.

I mine analyser opdeler jeg partihop-begrundelser i tre forskellige klasser: Udviklingsbegrundelser, personbegrundelser og strategiske begrundelser. I dette tilfælde er det udviklingsbegrundelserne, der presser sig på: Den unge Christian Friis Bach læste bogen ‘Oprør fra midten’, som var en debatbog, der fik stor indflydelse fra slutningen af 70’erne og frem. Det fik ham til at skifte væk fra Venstre – og ind på midten i Det Radikale Venstre. Det var hans personlige udvikling. Så langt så godt.

Det nye er så, at Venstre er gået med i regering over midten, og dermed har fulgt efter Christian Friis Bach, mens Radikale derimod valgte ikke at gå med i regering – og dermed i en eller anden grad er i opposition ude på en fløj. Midterpolitikeren Christian Friis Bach har dermed ikke flyttet sig i dette tilfælde, mens partierne nu har udviklet sig. For Venstres vedkommende har partiet udviklet sig hen til Christian Friis Bachs position, hvorfor han er skiftet til det parti.

I midtersektionen af hans opslag på Facebook er et lang forsvar for alt det arbejde, han har lagt i Det Radikale Venstre. Det tjener to formål: For det første er det en afvisning af “personbegrundelser”, altså at det skyldes konflikter med personer eller lignende.

For det andet kan det formentlig være et forsøg på at komme kritik i forkøbet. Mange vil tænke, at han med sit relativt ringe personlige stemmetal “stjæler” et mandag over til Venstre. Det er en hyppig kritik ved partihop. Her opremser han en hel stribe af opgaver, han har løftet for partiet – hvorfor han ikke skylder noget efterfølgende. For eksempel skriver han: “Jeg har bakket op om talrige radikale kandidater og knoklet med plakater, pjecer, programmer, resolutioner og artikler.”

Til sidste slutter han af med at understrege udviklingsbegrundelsen: “Jeg er stadig den samme, og vil fortsat arbejde hårdt for det, som jeg tror på og dét jeg gik til valg på: Klima, uddannelse, menneskerettigheder, økonomi, og en regering baseret på midten”, skriver Christian Friis Bach.

Dokumentation: Opslag på Facebook 5. august 2024:

Jeg er rundet af ’højskolevenstre’. Som barn var min mor og far venstrefolk og min mor, som stadig lever og er 92 år, var aktiv i lokalbestyrelsen. Min morfar var sognefoged og venstremand, min tipoldefar blev i 1892 valgt til Folketinget for Venstre i Frederikshavnskredsen. Jeg startede selv mit politiske virke i Venstres Ungdom.
Da jeg skiftede til Radikale Venstre var det fordi, jeg læste bogen Oprør fra Midten. Den handler om, hvordan de store forandringer kan skabes fra midten.
Det tror jeg stadig på, og derfor gik jeg til valg på en regering hen over midten. Det har vi fået, og det har, i en tid med voldsom polarisering i mange lande, været godt for demokratiet og for Danmark. Jeg husker stadig den sidste lange nat i regeringsforhandlingerne i 2022, som noget af det fineste, jeg har oplevet i politik. Fire partier og solide politikere, som trods tidligere skel og skænderier forsøgte at hjælpe hinanden og finde sammen. Regeringen har skabt en langt mere rolig og værdig demokratisk samtale og en række solide politiske resultater – senest med den grønne trepart, som er et eksempel på at store og positive forandringer kan skabes fra midten og med dialog.
Jeg har ikke været enig i alle beslutninger regeringen har taget, men politik er mandaternes kunst, og jeg har den største respekt for, at de tre partier i regeringen stadig arbejder hårdt for at få det til at lykkes.
Den regering vil jeg gerne bakke op om. Jeg har derfor besluttet at vende tilbage til det parti, jeg er rundet af og startede i, og har i dag skiftet parti til Venstre. Det er et Venstre, som med Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose i spidsen har skabt positive forandringer og repræsenterer det klassiske Venstre, som jeg altid har følt mig tæt på, som mine forældre var med i og som fortsat lever og arbejder rundt i hele landet.
Jeg er meget ked af at forlade Radikale Venstre, som jeg har været en del af i næsten 40 år. Og jeg er særligt ked af at forlade mit gode bagland i Hjørring og i Nordjylland, der har bakket mig op, og som jeg gerne vil takke varmt.
Jeg har fået meget fra Radikale Venstre, men jeg har også givet meget. Jeg har knoklet på alle niveauer i baglandet – lokalbestyrelser, storkredse, hovedbestyrelse, forretningsudvalg, valgudvalg, resolutionsudvalg, internationalt udvalg. Jeg har bakket op om talrige radikale kandidater og knoklet med plakater, pjecer, programmer, resolutioner og artikler. Jeg har skrevet utallige politiske udspil, kommentarer og bidrag helt tilbage fra de første, jeg skrev til Niels Helveg Pedersen og Lone Dybkjær. Senest lagde jeg i årene før valget mange kræfter i det nye principprogram.
I valgkampen i 2022 hjalp jeg med et positivt samarbejde og resultat i Nordjylland. Og siden valget har jeg kæmpet for radikal politik, aktivt inddraget det radikale bagland og skabt positive radikale resultater i et godt samarbejde med regeringen og andre partier.
Der er mange gode radikale venner, som jeg vil takke, og som jeg vil savne at være i parti med. Men jeg føler, efter lang tids overvejelse og mange samtaler, at det nu skal slutte.
Jeg er stadig den samme, og vil fortsat arbejde hårdt for det, som jeg tror på og dét jeg gik til valg på: Klima, uddannelse, menneskerettigheder, økonomi, og en regering baseret på midten. Og jeg vil arbejde for Nordjylland.
Jeg ønsker Radikale Venstre alt det bedste i fremtiden.
Jeg ser frem til at bidrage til og bakke op om Venstre og regeringen.

Kategorier
Partihop

Kim Edberg skifter fra NB til Danmarksdemokraterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)

I dag har Kim Edberg færdiggjort skiftet væk fra Nye Borgerlige og over til Danmarksdemokraterne. Den altoverskyggende pointe i Kim Edbergs egen begrundelse er, at han gerne ville have kolleger. Det har han nu fået hos Danmarksdemokraterne.

Normalt analyserer vi her på partihop.dk den tekst, som partihoppere typisk formulerer til et socialt medie. For tiden er Facebook det foretrukne for partiskiftende politikere. Denne gang var der en kortere tekst – og en lidt fyldigere video, som Kim Edberg har filmet i løbetøj med nogle marker og træer i baggrunden. Derfor er analysen centreret om videoklippet. Transkriberingen kan ses nederst i analysen fra Partihop.dk

Vi bruger den sædvanlige analysemodel, hvor vi opdeler begrundelserne i udviklingsbegrundelser, personbegrundelser og strategibegrundelser. Det lidt særlige ved Kim Edbergs begrundelse er, at udviklingsbegrundelserne er helt fraværende, selvom det er nærliggende at tænke, at Pernille Vermunds begrundelse for at (forsøge at) nedlægge Nye Borgerlige, også har spillet ind. Her var der den udviklingsbegrundelse, at partisystemet i dag har (for) mange forskellige partier på højrefløjen.

Det er lidt specielt, at han i videoen ikke nævner én eneste mærkesag, som han arbejder for – eller for eksempel har tilfælles med Danmarksdemokraterne. Han siger blot, at han vil fortsætte med at “sige [sin] mening og arbejde stenhårdt”.

Kim Edbergs begrundelser centrerer sig i virkeligheden kun om én pointe: Et tilvalg af personer. Det er måske nok et tilvalg af Inger, men det er i højere grad et tilvalg af at være en del af en større gruppe. Kim Edberg udtaler allerede i starten af videoklippet, at “det sidste år har været travlt – alt for travlt”. Dette skyldes at Nye Borgerliges gruppe til sidst reelt kun bestod af to personer.

Han siger, at han i Danmarksdemokraterne nu får en “flok dygtige kolleger, jeg kan spille bold op ad og få politik ført ud i livet”. Hvilken politik det så er, det nævner han som bekendt slet ikke, men man kan godt sige, at der er et strategisk sigte om at få gennemført [udefineret] politik.

Dokumentation: Transkribering af videoklippet

Hej allesammen. Nu er tiden vist kommet til, at I får en opdatering om, hvad Kim Edberg skal i fremtiden. Jamen, det sidste år har været travlt. Alt for travlt.

Jeg havde 35 ordførerskaber og nået at lave 200 ordførertaler. Det tror jeg, det er en eller anden form for rekord. Men jeg nåede også samtidig at brænde lyset i begge ender.

Så jeg har lige haft brug for at trække stikket i en ganske kort periode. Og så lige mærke efter i mig selv, hvor det er, at min fremtid i politik skal ligge. Og der er jeg kommet frem til, at det skal være i Danmarksdemokraterne.

Og det har jeg spurgt Danmarksdemokraterne, om de synes var en lige så fantastisk idé, som jeg synes. Og heldigvis så viste det sig, at det synes Inger egentlig også, det var.

Så fra i dag, der kommer jeg til at være en del af Danmarksdemokraterne i Folketinget. Jeg kommer til at få en hel flok nye, dygtige kolleger.

Og det ser jeg simpelthen sådan frem til, at jeg får nogen at spille bold op af. Sådan vi kan få noget politik ført ud i livet. En ting skal I vide allesammen:

Og jeg kommer også til at have meget mere tid til at gøre, som jeg har lovet fra starten af. Fortælle, hvordan livet på Christiansborg er. Fortælle, hvad det er, vi går og laver. Sådan I allesammen kan følge med.

Jeg håber og jeg tror, ej jeg ved faktisk. Jeg ved, at lige netop Danmarksdemokraterne, det bliver det helt rigtige sted for mig. Og så må vi jo håbe, at de også føler det samme.

Jeg har tænkt mig at gøre det, som jeg plejer. Sige min mening. Arbejde stenhårdt. For en ting er helt sikkert, at der er masser, der skal nås. Det ved jeg faktuelt, at det når jeg bedst ved Danmarksdemokraterne. Kan I have en rigtig god dag.

I kommer til at se meget mere til mig i fremtiden. Vi snakkes.

Kategorier
Partihop

Mads Fuglede skifter fra Venstre til Danmarksdemokraterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)

Dagens partiskifte er et af de mere markante, da regeringen ‘Mette Frederiksen II’, bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, mister deres flertal. Mads Fugledes skifte fra Venstre til Danmarksdemokraterne betyder, at Regeringen ikke længere kan “tælle til 90” (inklusive nordatlantiske mandater).

Som vanligt kigger Partihop.dk på partihopperens begrundelse, hvilket konkret er at finde i opslaget på Facebook, og analysemodellen ser ud som følger: Der er fire typer udviklingsbegrundelser, tre typer personrelaterede begrundelser samt fire typer strategiske begrundelser.

Mads Fuglede går lige til sagen og skriver: “Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid.” Her er det altså ikke politikeren, der har udviklet sig, men derimod partiet, der har udviklet sig væk fra politikeren.

Den begrundelse fortsætter gennem hele opslaget, og problemerne har hobet sig op: Regeringsdeltagelsen, co2-afgiften til landbruget, det fraværende borgerlige samarbejde, manglende borgerlighed.

Det er således en udviklingsforklaring, der går på partiets udvikling, der er dominerende i opslaget.

Mads Fuglede skriver også hen mod slutningen, at han altid har haft et godt samarbejde med Inger Støjberg, der som bekendt er udbryder fra Venstre. Derfor er der også en snert af den udviklingsbegrundelse, der går på partisystemets udvikling. Partihoppet sker (også), fordi der er opstået et nyt parti, der er nær partihopperen, nu hvor det oprindelige parti har bevæget sig væk fra partihopperens position.

Selvom han roser Inger Støjberg, fylder personbegrundelserne ikke meget. Tværtimod gør han meget ud af at understrege, at han har været glad for samarbejdet med personer i partiet – både på Christiansborg samt lokalt.

Så er der den del med det strategiske. Den del skriver partihopperne sjældent noget om, men det kendetegner partier i krise, at personer indvalgt for partiet hopper til partier i fremgang, hvorved sandsynligheden for genvalg ved et kommende valg stiger. Det er nærliggende at tænke, at Mads Fuglede derfor vil blive beskyldt for opportunisme.

Derfor er det vigtigt for partihopperen, i dette tilfælde Mads Fuglede, at der er en troværdig begrundelse. Om vælgerne finder begrundelsen troværdig denne gang, det må det kommende valg afgøre, men det er uomgængeligt, at Venstres regeringsdeltagelse har givet anledning til debat, så udviklingsbegrundelsen står ret stærkt.

Dokumentation: Mads Fugledes opslag på Facebook tirsdag den 19. marts:

Jeg har i dag meldt mig ud af Venstre og meldt mig ind i Danmarksdemokraterne.
Jeg repræsenterer Ringkøbing/Skjern og Vestjylland i Folketinget, og det vil jeg fortsætte med at gøre.
Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid.
Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en co2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne.
Måske var det uundgåeligt, at det skulle komme hertil, men jeg håbede hele tiden, at Venstre ville finde tilbage til det borgerlige samarbejde og den borgerlighed, partiet var præget af, da jeg som dreng meldte mig under Venstres fane.
Uanset hvilken vej, Venstre må vælge i fremtiden, så vil jeg aldrig glemme, hvor meget jeg holder af partiet – og i særdeleshed dets medlemmer.
Mit brud med Venstre er udelukkende politisk, og Venstres folketingsgruppe rummer en lang række mennesker, som jeg holder meget af. Det gør jeg i dag, og det vil jeg også gøre i morgen.
Jeg vil også gerne rette en varm tak til hele Venstres bagland i Ringkøbing, der har taget så godt imod mig og min familie, da vi flyttede til Hvingel.
Jeg har altid haft et godt samarbejde med Inger. Og jeg glæder mig til at blive en del af et parti, der kæmper for at Danmark ikke skal knække over, at der skal være arbejdspladser i hele landet, og at vi skal have en stram udlændingepolitik.
Jeg er stadig på barsel et par uger endnu. Men når jeg vender tilbage i april, så glæder jeg mig til at få en hverdag med Danmarksdemokraternes folketingsgruppe, som jeg har lært at kende som solide borgerlige folk. Og så glæder jeg mig til at komme rundt i hele partiet og møde medlemmer og frivillige.

Kategorier
Partihop

René Christensen skifter fra DF til Moderaterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, politisk analytiker fra Partihop.dk

I mange år var René Christensen finanslovsforhandler for Dansk Folkeparti, men for tiden er han ikke medlem af Folketinget, men derimod byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune. Det er således et byrådsmandat, han i dag har taget med over til Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen.

De begrundelser han giver, har ifølge analysemodellen fra Partihop.dk sin vægt i Dansk Folkepartis udvikling – samt de mere strategiske overvejelser om at komme tætter på magten (for at gennemføre politik). Her følger en analyse af en Ritzau-artikel samt René Christensens eget Facebookopslag.

Dansk Folkeparti har bevæget sig væk fra magten

“Man kommunikerer på andre måder på sociale medier, hvor man har mere kant og de her ting. Det er ikke min stil”, siger René Christensen blandt andet til Ritzau, og det er en udviklingsforklaring: DF har udviklet sig i en forkert retning, mens René Christensen er den samme.

“Det fungerer nok udmærket i forhold til nogle vælgere. Men politik handler ikke kun om at blive valgt. Det handler også om at gøre en forskel. Jeg er i politik for at gøre en forskel, og jeg vil gerne være så tæt på magten som overhovedet muligt”, følges der op i Ritzau-artiklen, hvilket mere er en begrundelse, der går på taktik – med henblik på at få politik gennemført.

“Når tingene flytter sig, så er der på et tidspunkt for meget, der er gået i minus, og for lidt, der er gået i plus”, forklarer han, hvilket igen er en udviklingsbegrundelse. Det er ikke ham selv, der har udviklet sig, men derimod partiet. Til Ritzau siger han også, at dansk politik ”er ved at blive for hårdt”.

I Ritzau-artiklen bliver spurgt ind til EU-politikken, hvor Moderaterne er markant mere positive end DF, og til det svarer René Christensen, at han selv var imod, at DF skulle gå ind for at forlade EU, men at det ikke var til afstemning i Folketingsgruppen.

I hans eget Facebookopslag svarer han ikke bare på spørgsmål, men får derimod selv lov at sætte rammerne for, hvordan vi skal forstå partihoppet. Her er det i høj grad udviklingen i Dansk Folkeparti, han sætter ord på som begrundelse: De har bevæget sig væk fra magten. Hans politiske holdninger harmonerer ikke længere med partiets – efter partiet har ændret kurs. Det er ikke ham selv, ifølge hans egen forklaring.

På den måde er hans partihop delvist begrundet i Dansk Folkepartis udvikling – og delvist begrundet i ønsket om at komme tættere på magten – og altså få gennemført politik.

Tættere på magten – borgmestermagten?

Det hører også med til historien, at René Christensen var meget tæt på at blive borgmester i Guldborgsund Kommune ved sidste kommunalvalg, og det er meget muligt, at en konstituering vil forløbe mere gnidningsfrit efter næste kommunalvalg, hvis han er moderat i stedet for DF’er. Som René Christensen selv siger til Ritzau om Moderaternes arbejde (på Christiansborg):

“Det er det her med, at alt politik ikke skal være fuldstændig firkantet. At man enten går den ene eller den anden vej. Partiet har selvfølgelig en retning, og det er et borgerligt parti på midten, der kan se sig selv arbejde til begge sider”.

Facebookopslag 14. februar 2024
“Kære Alle
Dette kommer nok som en overraskelse, men efter grundig overvejelse har jeg i dag truffet den beslutning, at melde mig ud af Dansk Folkeparti og i stedet melde mig ind i Moderaterne.
Jeg synes, at Dansk Folkeparti flytter sig længere og længere væk fra magten. Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at dette partiskifte udelukkende afspejler, at mine politiske holdninger ikke længere harmonerer med den kurs, Dansk Folkeparti følger. Men jeg har været meget glad for at være med. Der har været mange flere lyse timer end mørke, og jeg ønsker DF al held og lykke med den politik, som de nu har valgt.
Jeg vil gerne sige tak til DF-lokalbestyrelse i Guldborgsund og den samlede DF-byrådsgruppe for et godt og konstruktivt samarbejde gennem alle årene.
I valget af Moderaterne har jeg blandt andet lagt vægt på, at partiet vil frisætte kommunerne ved at modernisere den offentlige sektor og gøre op med bureaukrati. Kommunerne har brug for mere frihed til opgaveløsningen, hvor særligt beskæftigelsesområdet trænger til en frisættelse. Kommunerne skal se borgerne som en ressource, og ikke som i dag, hvor lovgivningen ofte er så stiv, at den ikke giver mulighed for individuelle tiltag. Samtidig er erhvervsudvikling, lokalt og nationalt, af absolut vigtighed for et skattefinansieret samfund som det danske.
Politisk føler jeg mig hjemme hos Moderaterne, og jeg ser frem til at samarbejde med dem.
Jeg vil gerne takke alle jer, der har støttet mig, hjulpet mig og stemt på mig gennem årene. Jeg sætter stor pris på jeres opbakning og jeg vil fortsætte kampen og håber at I vil følge med.
Med venlig hilsen
René Christensen,
Viceborgmester i Guldborgsund Kommune
Moderaterne”

Kategorier
Partihop

Er det altid skidt at søge magten? Isabella Arendts skifte fra KD til C

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol og konservativ

Nogle har spurgt mig om min holdning til Isabella Arendts indmeldelse i Det Konservative Folkeparti. Jeg har selv engang været medlem af KD og efter flere års pause fra partipolitik meldte jeg mig ind i Det Konservative Folkeparti. Derfor kender jeg både det parti hun har forladt – og hendes nye parti.

Til gengæld er jeg ikke en neutral betragter, og det er der både fordele og ulemper ved. Jeg har mødt Isabella Arendt nogle få gange, og jeg følger hende på Facebook.

Jeg interesserer mig også for ”partihop” som fænomen, men jeg afgrænser dog det begreb til politikere, der tager et folkevalgt mandat med til et andet parti. Dermed er Isabella Arendt ikke en “partihopper”, men debatten er der alligevel, da hun er en prominent politiker, siden hun midt under en valgkamp blev “Vikaren fra Himlen”, der tog over for Stig Grenov.

En sjældent anerkendt kvalitet ved politikere er deres ønske om magt: ”Uha, han er et magtmenneske”, kan kritikken nogle gange lyde. At søge magten bliver opfattet som en skidt kvalitet. Sjovt nok kan jeg primært huske det sagt om kvinder: ”Hun er et magtmenneske”. Kønsdebatten gemmer jeg dog til en anden gang.

En anden variant af kritikken er: ”Hun er en levebrødspolitiker”. Begge varianter er kritik, der bliver rettet mod politikere, der søger magten – og meget gerne vil have den.

Omvendt betragtet: Den nødvendige magt

Jeg vil gerne vende den om: Hvis man har alle de rigtige holdninger, og man ønsker at påvirke den politiske retning, så kræver det, at man søger magten. Man skal være magtmenneske til en hvis grad.

Selvfølgelig skal personen være mere end ”bare et magtmenneske”, men det går simpelthen ikke, at man sætter en person i front, der ikke har forstået, at NOGEN skal tage magten – og det er bedre, det er personen med de rette evner og holdninger, der gør det.

Og ”levebrødsvarianten” kan også vendes om: Hvis ikke man skaffer en politisk position, endda et levebrød, så kan man dårligt dedikere sin tid til også at få politisk indflydelse.

Isabella Arendt bliver i flere kommentarspor beskyldt for at være en levebrødspolitiker. Det er så på trods af, at hun aldrig har været valgt ved hverken et kommunal- eller folketingsvalg, og at hun i øvrigt opgiver et lønnet job som formand for KD for at lave frivilligt arbejde for Det Konservative Folkeparti.

Nu hvor beskyldningerne flyver, så er det mere brugbart at finde en analytisk model frem, der måske kan forklare hendes politiske ageren.

En analyse af politisk ageren

En analytisk model, jeg tænker er relevant at inddrage her, er ”Kaare Strøms model”. Den norske politolog Kaare Strøm opdeler partiers adfærd i tre forskellige aspekter i denne ret simple model:

Kaare Strøms model for politiske partiers ageren.

Når et parti er ”office seeking”, så fokuserer partiet på at få magten. Så taler man om ”nøglerne til ministerbilerne” og antallet af “taburetter” – eller for de mindre partier: At komme over spærregrænsen.

Når et parti er ”policy seeking”, så går partiet mere op i, om de har det ”helt rigtige partiprogram”. Det er vigtigere, hvad der står i det politiske forlig, end om det forbedrer meningsmålingerne. Det er måske ikke populært, men det er den rigtige, gode og sande politik.

Når et parti er ”vote seeking”, så handler det om at få det bedst mulige valgresultat. Det er vigtigere at være et stort parti end at være et regeringsparti. Politikken bliver designet efter at skaffe flest mulige vælgere. Bliver man så pludselig det største parti, så vil man ikke have regeringsmagten, for så skal man pludselig stå på mål for det, man sagde i valgkampen.

Kort fortalt kan partier ifølge denne model navigere efter taburetter, politik eller stemmer ved valget. Hvert af de aspekter ved et parti kan placeres i spidsen af en trekant, og så kan man analysere partierne, og placerer dem forskellige steder i trekanten.

Mange partier placerer sig ét eller andet sted nær midten. Et parti i krise kan derimod i en årrække fokusere meget på at få stemmer, men det kan være for at få den platform, der senere kan veksles til adgang til regeringsdeltagelse eller gennemførelse af politik. Målet kan på den måde skifte fra år til år, og det ene aspekt kan være et middel for at nå et andet mål.

KD og Arendt i Kaare Strøms model

Min analyse af henholdsvis KD’s og Arendts placering i et øjebliksbillede af Kaare Strøms model.

Når partiet Kristendemokraterne skal placeres i trekanten i Kaare Strøms model, så kan jeg ikke komme uden om, at jeg i høj grad ser partiets medlemmer som policy seeking. Det kan ses, når nogle i partiet for eksempel forsøger at rykke partiet på abortspørgsmålet.

Partiet har ikke i Folketingssalen foreslået at afskaffe den frie abort i cirka 40 år, selvom partiet i starten af partiets levetid nærmest rituelt fremlagde det forslag hvert år ved Folketingets åbning. Når så en formand forsøger at gøre det klart overfor baglandet, at realpolitikken har været sådan i mange år, så gør baglandet oprør.

Det er et parti, der kæmper med at komme over spærregrænsen, og alligevel publicerer og fremlægger de store omfattende programmer om alle mulige emner – i stedet for at skele lidt til folkestemningen og forsøge at komme med hurtige og let forståelige bud på aktuelle sager. Groft sagt.

Her er KD’s eneste opslag på Facebook på dagen, hvor den tidligere formand Isabella Arendt meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, og partiet således fik noget tiltrængt opmærksomhed:

KD’s eneste opslag på Facebook på dagen, hvor partiet får opmærksomhed, fordi den tidligere formand Isabella Arendt er skiftet til Det Konservative Folkeparti.

“KD´s hovedbestyrelse har i weekenden revideret KD´s integrations og udlændingeprogram. Kristendemokratisk udlændinge- og integrationspolitik bygger på et menneskesyn, der anerkender at allemennesker har lige stor værdi. Derfor skal området både sikre rettigheder og stille krav, på lige fod som vi gør det over for danske statsborgere. KD mener at asylbehandling…”

Og sådan fortsætter opslaget. Ordoptællingen siger 329 ord eller 2.251 tegn (med mellemrum). Det følges af et billede af Marianne Karlsmose og et ukonkret slogan.

Kilde: https://www.facebook.com/kristendemokraterneDK/posts/389698633188538

Det tjener KD til ære, at deres bagland går meget op i, hvilken politik partiet fører. Til gengæld har det ikke skaffet partiet over spærregrænsen ved et folketingsvalg siden 2001. Partiet måtte forlade Folketinget ved valget i 2005.

Af de grunde placerer jeg KD langt oppe i hjørnet med “policy seeking”.

Arendt rykker “sydpå”

Til gengæld må det have været frustrerende for Isabella Arendt, at partiets bagland på ingen måder vil gå på kompromis. Nu er hun i stedet skiftet til Det Konservative Folkeparti. Det er et parti, der blev fordoblet ved sidste valg – og ifølge meningsmålingerne står til at blive fordoblet igen ved næste valg. Der skal derfor vælges en del nye folketingsmedlemmer, så hvis man har erkendt, at man kun kan få indflydelse i politik, hvis man har en platform, så er Det Konservative Folkeparti formentlig et godt sted at være ved næste valg.

Jeg har placeret Isabella Arendt nede nærmere ved “Office seeking”, da jeg tænker, at Isabella Arendt er nået frem til den erkendelse. I radioprogrammet ‘Alis Fædreland’ med Ali Aminali, der bliver hun spurgt ind til, hvordan hendes holdninger til flygtninge flugter med den linje, som Marcus Knuth (MF, konservative) står for. Her svarer hun noget i stil med, at hun “vil fokusere på andre politikområder”. Hun går altså på kompromis med nogle af hendes politiske holdninger, så hun kan få den platform (medlemskab af Folketinget for Det Konservative Folkeparti), der skal bruges til at få politisk indflydelse på andre områder.

Det vigtige er derfor, hvad man vil bruge den nye platform til. Her har Isabella Arendt trods alt klart meldt ud, at hun vil fremme den grønne omstilling og familiepolitikken. Det er to sagsområder, hvor der er et stort overlap mellem Kristendemokraterne og Det Konservative Folkeparti.

Hvis man mener, man kan fremme en sag bedre end så mange andre, så er det i mine øjne helt i orden at søge den magt, der skal til. Ellers bliver sagen svigtet.

Til gengæld er det ofte den bedste strategi at bakke sit parti loyalt op – indtil man bliver spurgt, om man vil stige i graderne. Det kræver dog, at man er i et parti, der reelt søger magten.

Det er derfor, at jeg skriver øverst, at ønsket om magt er en sjældent anerkendt kvalitet. Man kan godt stå ude på sidelinjen med alle de rigtige holdninger, men så overlader man magten til magtmennesker med de forkerte holdninger.

Når man skifter parti, så udsætter man sig selv for en masse kritik. Nogle bærer nag i rigtig mange år, og partiskiftere kan derfor se frem til syrlige kommentarer på de sociale medier i mange år frem. Man skal derfor kun gøre det, hvis man virkelig vil det. Hvis man insisterer på at få indflydelse – og derfor går efter magten.

Kategorier
Det Konservative Folkeparti (C) Partihop Venstre (V)

Randers: Christina Kjærsgaard skifter fra Venstre til Konservative

En egentlig nyhed er det ikke længere, men den 20. januar 2021 skiftede Christina Kjærsgaard fra Venstre til Det Konservative Folkeparti i Randers. Byrådsmedlemmet har sendt en pressemeddelelse ud med kommentarer fra det eksisterende byrådsmedlem Daniel Madié samt den nye formand.

Hun nævner begrundelser for partihoppet, der lander i to forskellige kategorier: Mulighed for at få politik igennem (herunder at blive genvalgt?) samt problematiske sager i Venstre (både lokale sager og landspolitisk).

Derudover afviser hun eksplicit én hyppig begrundelse for partihop: At hun har ændret holdninger. Det siger noget om lokalpolitik, at man så tydeligt kan afvise at have ændret holdninger, men så alligevel kan skifte til et parti stiftet på et helt andet ideologisk grundlag. Det vidner om den pragmatisme, der er i lokalpolitik, hvor de enkelte (mærke-)sager samt personlige relationer har stor betydning.

De landspolitiske meningsmålinger

En gammel talemåde siger, at “når krybben er tom, så bides hestene”. Der er en tendens til at acceptere fejl og uenigheder, hvis meningsmålingerne er gode – og alle står til genvalg. Det er lige nu, at kandidatlisterne bliver færdiggjort, så hvis man ønsker at stille op for et andet parti, så er det nu, politikeren skal skifte.

Vi ser lige nu en tendens til, at politikere fra LA, DF og V af den årsag skifter til NB og C i den blå lejr.

Pressemeddelelse: Christina Kjærsgaard skifter parti til Det Konservative Folkeparti.

Jeg har efter megen overvejelse, over en længere periode nu truffet beslutningen om at skifte parti til Det Konservative Folkeparti, som jeg fremadrettet vil repræsentere i Randers Byråd.

At skifte parti er ikke et nemt valg for en politiker, men dette er en velovervejet beslutning, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige, hvis jeg skal have mulighed for at gennemføre den politik, jeg står for lokalt.

Der er gået snart 10 år, siden jeg første gang meldte mig ind i den politiske verden. Det sidste år til halvandet har på flere fronter trukket tænder ud – og nu er bægeret mere end fuldt!

Jeg skifter parti, fordi jeg ikke længere kan se mig selv i flere af de beslutninger, som Venstres nuværende formand Jacob Ellemann Jensen har taget.

Herunder hele forløbet omkring tidligere næstformand i Venstre Inger Støjberg, Politiforliget som V ikke blev en del af, Minksagen, som V ikke håndterede elegant og Metoo sagerne, hvor jeg synes, at man burde have haft en mere nuanceret debat.

Jeg skifter parti, fordi Venstres Byrådsgruppes holdninger og mine igennem de sidste 1,5 år ikke altid har været forenelige.

Jeg håber, at mine vælgere ved, hvad jeg står for.

Det ændrer sig ikke, fordi jeg skifter parti.

Mine grundholdninger forbliver de samme.

Jeg ønsker Venstre i Randers held og lykke med deres politiske projekt.

Vi vil fortsat være gode kollegaer i Randers Byråd.

Jeg ser frem til et tættere samarbejde med Daniel Madie og Det Konservative Folkeparti´s bagland.

Jeg kender Daniel som mangeårig konservativ Byrådspolitiker i Randers Kommune.

Vi bliver et stærkt borgerligt team og jeg glæder mig helt vildt til samarbejdet.

AF: Daniel Madié Byrådsmedlem for konservative

Jeg ønsker Christina Kjærsgaard hjertelig velkommen i den konservative gruppe.

Fra byrådsmøderne kender jeg – og alle der følger møderne – Christina som velforberedt, veltalende og optimistisk i sine sagsfremstillinger.

Jeg kender endnu bedre Christina fra det udvalgsarbejde som fylder mest i en politikers arbejde.

Vi har begge to en plads i udvalget for sundhed, kultur og fritid. Her har jeg gennem flere år oplevet Christina som meget engageret og dygtig.

Her har vi altid haft gode diskussioner og meningstilkendegivelser. Christina er skarp, så jeg glæder mig meget til at arbejde endnu mere sammen med hende.

Af: Bo Vestergaard Hansen Vælgerforeningsformand

På partiets vegne ønsker jeg Christina Kjærsgaard velkommen i Det Konservative Folkeparti.

Det er rart at få dygtige og engagerede medlemmer, som deler de konservative holdninger og politiske standpunkter. Jeg er sikker på at Christina bliver et aktiv for hele vores organisation, og jeg glæder mig til, at hun og vores konservative bagland kommer godt afsted med at fremme en god politik i Randers kommune.

Kategorier
Det Konservative Folkeparti (C) Liberal Alliance (LA) Partihop

Frederiksberg: Laura Lindahl skifter fra LA til Konservative

Analyse af Mathias Schwartz Kirkegaard, redaktør

Laura Lindahl er tidligere Folketingsmedlem for Liberal Alliance (2015-2019) og skifter nu, den 3. februar 2021, til Det Konservative Folkeparti. Hun er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Centralt i sin begrundelse understreger hun sin personlige udvikling, hvor hun efter hun er blevet mor, nu går mere op i normeringer i daginstitutionerne – og mindre op i skattelettelser. Det bliver oven i købet bakket op af et familiefoto.

Det forlyder også, at hun internt i LA har argumenteret for, at penge til flere pædagoger er vigtigere end skattelettelser.

Hun understreger dog, at hun fortsat vil arbejde for nogle af de liberale mærkesager, men tilføjer dog en pragmatisme, der tilsyneladende, ifølge Laura Lindahl, er mere plads til i Det Konservative Folkeparti. Det fremgår dog ikke, om hun mener, det er en pragmatisme der er forsvundet, eller om den blot aldrig har været i LA.

Et par dage tidligere kritiserede hun dog et forslag fra Liberal Alliance om at en rating-app skal indføres i ældreplejen: “Jeg kommer ikke til at stille dette forslag om et ratingssystem i ældreplejen på Frederiksberg. Jeg synes, det er et dårligt forslag af mange årsager. Den offentlige sektor bliver bedre ved at styrke det frie valg – det frie valg (markedet) fungerer jo som et ratingssystem i selv. Når rating giver mening hos private virksomheder, så er det fordi, man som forbruger får endnu bedre mulighed for at vælge det bedste ved at se andres rating. Og det er jo ikke tilfældet her”, skrev hun på Facebook 1. februar 2021.

Også del af en tendens

Når personer valgt fra et lille parti skifter til et større, kan det også bunde i et ønske om kolleger: Det er hårdt at være den eneste valgte og skal håndtere alle politikområder, partiets egen bestyrelse, al kommunikation og så videre. Det er ikke til at sige, om det også er en del af forklaringen her.

Der er dog en tydelig tendens til, at når det går virkelig dårligt for et parti på landsplan, så sker der en afskalning. Man er i politik, fordi man gerne vil påvirke sit lokalsamfund, og hvis et parti på landsplan nedsmelter for åbne kameraer, så påvirker det også det lokale valg.

Da personer og relationer betyder meget i lokalpolitik, mere end samarbejdsrelationer på landsplan, så ser vi ofte besynderlige konstitueringer, der ikke afspejler samarbejdet i Folketinget. Derfor kan mange se det som nærliggende, hvis man gerne vil have sin politik gennemført, at man skifter til et parti med større mulighed for valg.

Partier i den blå lejr med dårlige meningsmålinger er Liberal Alliance samt Venstre. Partierne med gode meningsmålinger er Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti.

Derfor ville det undre mere, hvis en person skifter fra Det Konservative Folkeparti til Liberal Alliance end omvendt. I omegnskommunen Københavns Kommune er Karina Bergmann for eksempel også skiftet fra Liberal Alliance til Det Konservative Folkeparti.

Jeg har meldt mig ind i Det Konservative Folkeparti.
Jeg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Liberal Alliance for 7 år siden. Siden er jeg blevet gift og mor til to børn, hvilket utvivlsomt sat nye perspektiver på den politik, jeg ønsker at kæmpe for. Da jeg sad til budgetforhandlinger tilbage i efteråret og kunne mærke, at jeg brændte mere for at få flere pædagoger i daginstitutionerne end for at sænke skatten, da vidste jeg, at jeg hører hjemme hos de konservative og ikke længere i Liberal Alliance.
Jeg ønsker stadig mere personlig frihed, et lavere skattetryk i Danmark og at den offentlige sektor skal drives mere effektivt. Men jeg finder det mere meningsfyldt at arbejde for pragmatiske løsninger, der kan blive til virkelighed og som kan gøre en positiv forskel. Løsninger, som rummer balancen mellem personlig frihed og ansvar for fællesskabet og for hinanden. Lige præcis den balance, som kendetegner Frederiksberg.
Det betyder derfor et farvel til Liberal Alliance. Jeg meldte mig ind i partiet for 12 år siden og sad i Folketinget fra 2015 – 2019. Jeg er stolt af at have kæmpet for at rykke holdninger med dedikerede partifæller fra hele landet, og jeg skylder især Anders Samuelsen, Lars Seier og andre nøglepersoner en stor tak for at have gjort det muligt. Det er et farvel til partiet som medlem, men det er forhåbentlig ikke farvel til de fantastiske mennesker, jeg har lært at kende gennem årene.
Jeg er rørt og taknemlig over den modtagelse jeg allerede har fået af Det Konservative Folkeparti – både lokalt på Frederiksberg og blandt mine tidligere kollegaer på Christiansborg. Det føles som den helt rigtige beslutning, og jeg ønsker derfor også at stille op som kandidat for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg til det kommende kommunalvalg.
Min farmor var valgt til byrådet for de konservative i Køge i mange år. Hvis hun havde levet i dag, ville jeg have glædet mig til at fortælle hende om min beslutning. Men mon ikke hun smiler med et sted fra oven?
Kh. Laura.

Kategorier
Det Radikale Venstre (B Socialdemokratiet (S)

Ida Auken skifter igen: Nu Socialdemokrat

Ida Auken er skiftet i sit partihop nummer 2: Fra Det Radikale Venstre til Socialdemokratiet.

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, redaktør

Ida Auken har tidligere været folketingsmedlem og minister for Socialistisk Folkeparti (SF), men efter en periode at have repræsenteret Det Radikale Venstre (B) i 7 år, har hun i dag annonceret sit skifte til Socialdemokratiet.

Her på Partihop.dk kigger vi efter flere forskellige typer af budskaber fra de hoppende politikere. Det kan være, at de personligt har udviklet sig, deres hidtidige parti har udviklet sig – eller det kan være, at det nye parti har bevæget sig så tæt på dem personligt, at politikeren faktisk passer bedre ind her – end i det hidtidige parti. Det hænder også, at forklaringen er, at verden har udviklet sig – men partiet ikke har reageret på det.

Andre gange er det personrelateret: Det kan være konflikter med kolleger i det nu forhenværende parti eller en rigtig god samarbejdsrelation i det nye parti. Sidstnævnte argument ser vi ofte i byrådspolitik.

Ida Aukens største og eneste argument i sin begrundelse for skiftet handler om grøn omstilling: Både befolkningen og erhvervslivet skal kunne følge med, hvis det skal blive til noget. Hun argumenterer, at Radikale var pragmatiske dengang for 7 år siden, men at partiet sidenhen er rykket væk fra den pragmatiske midte: “Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været uenig i den retning, og da den nye ledelse har tilkendegivet, at man forsætter linjen, tænker jeg, at det er bedst, at vores veje skilles.”

Det er et eksempel på en argumentation om, at det er det hidtidige parti, der har udviklet sig i en forkert retning – væk fra magt og indflydelse. Hun skifter så til et parti, hvor der er magt og indflydelse, så hun kan få sin dagsorden igennem.

I Ida Aukens begrundelse er der reelt kun ét budskab, som jeg ser det, og det handler om nødvendigheden af en klimapolitik, hvor regering, erhvervsliv og befolkning alle går i samme retning – og det kræver politiske forlig og magt.

Det er som sådan et fair nok synspunkt. Oftest bevæger man sig dog væk fra indflydelse, når man skifter parti, da partihoppere har sværere ved at blive genvalgt – og ofte vil blive set skævt til i det modtagende parti.

 

Kære Alle

 

I dag har jeg meldt mig ind i Socialdemokratiet. De har taget godt imod mig, hvilket jeg er meget glad for. Jeg vender nu samtidig tilbage til Christiansborg efter min orlov og glæder mig til komme i gang med det politiske arbejde.

 

Politik handler om at skabe forandringer. Det kræver, at man er klar til at tage ansvar for helheden og samarbejde bredt. Jeg ved, at forandringer er lette at ønske sig og svære at få til at ske. Det gælder ikke mindst den grønne omstilling, hvor man må have befolkningen med sig, hvis det skal lykkes, ligesom et tæt samarbejde med erhvervslivet er afgørende. Den balance og blik for helheden, mener jeg, at Socialdemokratiet bedst repræsenterer.

 

Samtidig er det et farvel til Radikale Venstre. Jeg har været glad for at arbejde med klima og miljø i Radikale og har været med til at sikre både klimalov og adskillige energiaftaler sammen med dem. Der er mange mennesker i partiet, som jeg vil savne, og jeg ser frem til, at vi forsat skal samarbejde i Folketinget. Da jeg for 7 år siden meldte mig ind i det Radikale, havde jeg lært partiet at kende som et pragmatisk og resultatorienteret parti. Det er min oplevelse, at Radikale Venstre under de senere års ledelse har bevæget sig væk fra den tilgang og dermed også fra midten af dansk politik. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været uenig i den retning, og da den nye ledelse har tilkendegivet, at man forsætter linjen, tænker jeg, at det er bedst, at vores veje skilles.

 

Vi har fået 10 år af forskerne til at vende udviklingen på klimaområdet, hvis vi skal undgå, at klimaforandringerne kommer ud af kontrol. Danmark er helt afgørende i den sammenhæng. Vi har skabt et vindmøllemirakel, der gør, at grøn energi nu er billigere end sort energi. Jeg håber og tror, at vi de kommende år kan skabe tilsvarende banebrydende nytænkning i vores landbrug og i dansk industri. På den måde kan vi som et lille land være med til at lede verden i den nødvendige omstilling. Jeg glæder mig til at skabe forandringer sammen med mine nye kollegaer i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Jeg har respekt for, at jeg kommer ind i et parti med mange dygtige mennesker og lige skal lande. Men jeg håber, at jeg med afsæt i mine mange års politiske erfaringer på området, kan gøre en forskel ikke mindst i forhold til klima, miljø og natur.

 

Kh Ida

Kategorier
Partihop

Forsinket nyhed: Ango Winther skifter fra S til C i Aarhus Byråd

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard

Efter 26 år som byrådsmedlem for Socialdemokratiet skiftede Ango Winther i november 2020 til Det Konservative Folkeparti. Det skete efter en stribe konflikter mellem Ango Winther og resten af Socialdemokratiet i forbindelse med en stribe byggesager.

Ifølge en artikel i Jyllandsposten, der blandt andet er refereret til i Danske Kommuner, så kan Ango Winther ikke længere genkende de værdier, der er i Socialdemokratiet i Aarhus.

I en pressemeddelelse uddyber Ango Winther ifølge Randers Amtsavis:
“Måden, partiet agerer på, har ændret sig de seneste år. Jeg føler, at jeg er den samme. Det er partiet, der har forandret sig. […] Nogen siger, man bliver mere borgerlig med alderen, og det kan der være noget om, men jeg er nået dertil, at jeg også ser det som valget mellem en stabil og klar konservativ linje overfor et socialdemokrati, som jeg på det seneste ikke længere helt ved, hvor jeg har, og som i flere afgørende sager er vendt om på en tallerken, og som mere og mere læner sig mere til venstre – og som jeg ikke længere kan se mig selv i.”

I pressemeddelelsen skriver han også: “For mig har der aldrig været langt fra Socialdemokrat til Socialkonservativ på de områder der er vigtige for mig – der hvor man har blik for værdien af fællesskabet og vores velfærd, ansvaret for de kommende generationer, omsorgen for de ældre og de svageste, og samtidig giver frihed til virkelyst og har fokus på erhvervsliv og arbejdspladser – og så betyder værdier som ordentlighed og respekt rigtig meget for mig.”

Når jeg analyserer begrundelserne, så er der både elementer af “jeg har ændret mig” og “partiet har ændret sig”, hvilket sammenlagt har resulteret i partiskiftet. Der har været en forhistorie med konflikter om byggesager, men efter 26 år i byrådet, må man ikke formode, at Ango Winther har været uvidende om, hvad generelt er (eller tidligere har været) socialdemokratisk politik på området. Det styrker forklaringen om, at enten politikeren, partiet eller begge har bevæget sig væk fra hinanden.

I landspolitik ser vi sjældent, at der er “partihop” fra Socialdemokraterne til Det Konservative Folkeparti, men i det kommunale realpolitiske maskinrum er de to partier knap så langt fra hinanden, hvilket også betyder, at de oftere samarbejder og konstituerer sig sammen – afhængigt af kommunens historie og politiske kultur.