Kristeligt Dagblad har bragt min kronik om partihop i november 2017. Når vi forsvarer partihop, forsvarer vi retten til at følge sin overbevisning – og til at blive klogere. Kronikken kan læses på Kristeligt Dagblads hjemmeside eller læses her i sin helhed:
Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.
Den store frygt når kommunalbestyrelsen konstituerer sig på valgnatten er, at en politiker i sidste øjeblik skifter parti, og borgmesterposten ender hos ’de andre’. Flere politikere fører i anledningen af valgkampen kampagne mod det, de kalder ”mandattyveri”. Denne kampagne er baseret på en misforståelse: At politiske mandater skulle tilhøre partisystemet, fremfor personen. I virkeligheden er muligheden for at skifte parti – med sit personlige politiske mandat – en vigtig forudsætning for vores demokrati.
Vores politiske system hviler på et almenmenneskelige princip: At mennesker kan handle etisk og moralsk, mens systemer ikke kan. De opererer efter deres egen magtlogik, som styres efter.
Det økonomiske system spørger hele tiden: “Kan det betale sig?”
Alt efter hvordan svaret er, tages der en beslutning. Det sundhedsfaglige system spørger, om mennesker bliver mere sunde og raske af en given behandling, og ud fra det, bliver der taget en beslutning. Det politiske system er et magtsystem, hvor ophobning af magt og beslutningskraft er det bærende. Alle mulige kompromiser kan opnås, hvis det giver mere magt. Hvis der er en etisk fordring i partiet, er det derfor kun på grund af de mennesker, der repræsenterer partiet. Systemet er til for magten.
I midten af dette står personen, den folkevalgte. Den folkevalgte er valgt til at afveje alle disse forskellige perspektiver, og tage en politisk beslutning ud fra sin egen overbevisning.
Grundloven foreskriver endda i § 56, at: “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, så der er ikke noget at rafle om, hvad angår Folketinget. Kun personer har potentiale til at handle moralsk, og derfor tilhører mandatet personen. De kan følge deres overbevisning – herunder at skifte politisk parti.
Politiske partier er ikke nævnt i Grundloven, og behøver ikke at blive det, da Folketingsmedlemmers politiske mandat tilhører dem personligt. De har det ikke til låns fra nogen, heller ikke deres vælgere, omend det er vælgerne der kan forny mandatet. Når lokalpolitikere under valgkampen bruger begrebet ”mandattyveri”, giver det derfor ikke mening, med mindre man sætter systemet før personen.
DET ER FORDUMMENDE for den politiske debat, når de finder på de skældsord. Hvad skal man svare, når de spørger: “Er du ikke også imod mandattyveri?” Er du stoppet med at slå din kone? Det er politisk kommunikation, når det er værst. Selvfølgelig er jeg imod mandattyveri, men tyveriet sker først, hvis partierne skal kunne stjæle det fra personen. Ret skal være ret: Selvom Andreas Weidinger fra Det Konservative Folkeparti siger “skam jer” til politikere valgt med listestemmer, der skifter parti, så har hans formand Søren Pape Poulsen slået fast, at den enkelte kun er bundet af sin overbevisning.
En indvending er ofte, at givne personer slet ikke var blevet valgt ind, hvis ikke det var for listestemmerne. Det er eksempelvis i kommuner, hvor borgmesteren er så populær, at vedkommende trækker indtil flere ekstra mandater med ind i kommunalbestyrelsen. Vores system er dog sådan indrettet, at de politiske mandater ikke kan, eller bør, tilhøre magtsystemet. Derfor fordeles mandaterne straks blandt dem, der har fået flest stemmer. Derefter er ét mandat lige så godt som et andet. Alle er lige.
Stemmeslugeren har ikke flere stemmer end den person, der sidder på det yderste mandat. Uanset hvor stærk en valgkamp du førte, så er du valgt til at følge din overbevisning. ‘Vi stemmer efter hoveder – ikke høveder’, som man sagde i andelsbevægelsen engang – med henvisning til det antal kvæg, den enkelte landmand havde.
Hele forestillingen om at man kan begå “mandattyveri”, at mandatet tilhører partiet i stedet for personen, tilsidesætter det personlige ansvar og indfører et partibureaukrati som politisk managementorgan. Personerne er reduceret til funktionærer i partiets maskineri – hvor det åbenbart kun er topledelsen, der må ændre på kurs og holdninger. Høveder bliver sat over hoveder. Magten centraliseres, hvor den burde demokratiseres.
Vores politikere er i princippet valgt til blot at være dem selv. For mange af dem vil det være moralsk rigtigt, og i tråd med deres overbevisning, at samarbejde med et politisk parti, hvorved deres mandat og indflydelse bliver styrket, og de bedre kan arbejde for det, de mener er godt, sandt og vigtigt. Derfor bliver de fleste i det parti, de var i, da de blev valgt.
Der kan dog være mange gode grunde til at skifte parti. Måske har du i politik fået nye erkendelser, der gør, at du finder en anden kurs nødvendig. Måske har det parti, du i sin tid førte valgkamp for, og med, ændret kurs, så den ikke længere er i tråd med din overbevisning. Måske har du fundet ud af, at en bestemt person ikke er værd at samarbejde med, eller ikke bør legitimeres med din støtte.
Måske er der en helt 17. grund til, at du finder det bedst i tråd med din moral og overbevisning at skifte parti. Så gør det! Men kan du ikke argumentere for din sag, bliver du ikke valgt igen, og du risikerer at blive forfulgt af forsmåede partifolk på Facebook. Sådan en som Sonja Marie Jensen (S) i Nyborg Kommune vil eksempelvis sige, at du “pisser på borgernes stemme”, når du ikke pænt afleverer dit mandat til hendes parti, såfremt du fik dit mandat ved hjælp af listestemmer.
TONEN I POLITIK KAN VÆRE HÅRD. Forestil dig, at du ikke kan skifte parti, men har en konflikt med din partileder. Lederen kan frit mobbe dig, fryse dig ude, holde dig uden for indflydelse – med mindre altså, at du retter ind. Du bliver måske skuffet over dig selv. Du bliver måske sygemeldt med stress. Nedbøjet forlader du politik, og måske skriver lokalavisen en artikel om giftigt samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen. Vil suppleanten være lige så kritisk som dig? Næppe.
Det er sundt og godt, at partiledere frygter, at deres gruppemedlemmer tager deres gode tøj og går. Det minimerer at borgmestre, gruppeledere og partiledere opfører sig som enevældige konger. Uden det personlige mandat, kunne vi lige så godt vælge én person, der kan være diktator indtil næste valg. Det lyder måske pessimistisk, men intern debat forudsættes nogle gange af, at ledelsen er nødt til at lytte. Magt har det med at korrumpere.
I det kommunalpolitiske konstitueringsdrama hænder det dog, at personer skifter parti meget kort tid efter valget. Det er de i deres gode ret til, da deres mandat er personligt, men det kan undre dem på sidelinjen, når de i nattens mulm og mørke pludselig har skiftet parti, og så i øvrigt er blevet viceborgmester eller udvalgsformand i processen.
Nogle gange er det ikke kønt – og det husker vælgerne, forhåbentlig. Når mennesker får ansvar, så risikerer forfængelighed og personlige ambitioner at overskygge politiske idealer. Den risiko er en pris, der er nødvendig at betale, hvis vi skal bevare demokratiet og etikken i politik. Det kan være, at der rent faktisk er en rigtig god grund til, at personen har skiftet parti. Det repræsentative demokrati bygger på, at vi har tillid til, at mennesker kan varetage den opgave, at repræsentere os – uden at være bundet af andet end politikerens egen overbevisning.
Den 21. november giver vi vores mandat til den person, vi tror, bedst kan repræsentere os indtil næste valg. Det er uanset hvilket parti, vedkommende er i, når det er tid til at stemme igen.
