Kategorier
Dansk Folkeparti (DF) Nye Borgerlige (NB) Partihop

Githa Nelander skifter fra DF til NB i Næstved

Byrådsmedlem Githa Nelander skifter fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige i Næstved Byråd. Partihop.dk’s analyse er, at det primært handler om krisen i Dansk Folkeparti, når en begrundelse for skiftet skal findes.

Partihoppet er blevet offentliggjort i en pressemeddelelse fra Nye Borgerlige i Næstved. I denne udtaler Githa Nelander:

“Jeg er både taknemmelig og stolt over, at blive en del af Nye Borgerlige, hvor jeg ser mine erfaringer og kompetencer fra det private erhvervsliv kan komme i spil, sammen med min indsigt i blandt andet beskæftigelsesområdet, og øvrige områder”.

I første afsnit “sælger hun” sine kompetencer, så hvis dette skulle være ment som en begrundelse for partihoppet, så må hun insinuere, at det gamle parti Dansk Folkeparti IKKE gjorde brug af nævnte viden om kompetencer.

”Jeg deler ikke alene holdninger og værdier med Nye Borgerlige, men også energi og kampgejst, som både partiet og lokalforeningen udstråler i store mængder. Jeg er helt klart landet et sted, hvor der er modige politikere, og det tiltaler mig i høj grad. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, og til at medvirke til partiets fortsatte succes”.

I andet afsnit roser hun sit nye partis kampgejst samt de modige politikere i Nye Borgerlige. Det hænger sammen med det interview med hende, som Danmarks Radio bringer, hvor hun kritiserer organisationen i det parti, hun har forladt – samt kritiserer Dansk Folkeparti for ikke at have skarpe nok holdninger.

 

Ifølge interviewet til Danmarks Radio er det følgende forklaringer, der er i spil:

  • NB har “mere kant” på udlændingepolitikken
  • Ghita Nelander vil modsat DF helt ud af EU
  • Kristian Thulesen Dahl mangler karisma som leder for DF
  • Kritik mod organisation med henblik på støtte til nye Folketingskandidater

I en artikel hos TV2 Øst fremhæver Githa Nelander, at de andre der har forladt DF den seneste tid formentlig også har gjort det på grund af Kristian Thulesen Dahl.