Kategorier
Partihop

Kim Edberg skifter fra NB til Danmarksdemokraterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)

I dag har Kim Edberg færdiggjort skiftet væk fra Nye Borgerlige og over til Danmarksdemokraterne. Den altoverskyggende pointe i Kim Edbergs egen begrundelse er, at han gerne ville have kolleger. Det har han nu fået hos Danmarksdemokraterne.

Normalt analyserer vi her på partihop.dk den tekst, som partihoppere typisk formulerer til et socialt medie. For tiden er Facebook det foretrukne for partiskiftende politikere. Denne gang var der en kortere tekst – og en lidt fyldigere video, som Kim Edberg har filmet i løbetøj med nogle marker og træer i baggrunden. Derfor er analysen centreret om videoklippet. Transkriberingen kan ses nederst i analysen fra Partihop.dk

Vi bruger den sædvanlige analysemodel, hvor vi opdeler begrundelserne i udviklingsbegrundelser, personbegrundelser og strategibegrundelser. Det lidt særlige ved Kim Edbergs begrundelse er, at udviklingsbegrundelserne er helt fraværende, selvom det er nærliggende at tænke, at Pernille Vermunds begrundelse for at (forsøge at) nedlægge Nye Borgerlige, også har spillet ind. Her var der den udviklingsbegrundelse, at partisystemet i dag har (for) mange forskellige partier på højrefløjen.

Det er lidt specielt, at han i videoen ikke nævner én eneste mærkesag, som han arbejder for – eller for eksempel har tilfælles med Danmarksdemokraterne. Han siger blot, at han vil fortsætte med at “sige [sin] mening og arbejde stenhårdt”.

Kim Edbergs begrundelser centrerer sig i virkeligheden kun om én pointe: Et tilvalg af personer. Det er måske nok et tilvalg af Inger, men det er i højere grad et tilvalg af at være en del af en større gruppe. Kim Edberg udtaler allerede i starten af videoklippet, at “det sidste år har været travlt – alt for travlt”. Dette skyldes at Nye Borgerliges gruppe til sidst reelt kun bestod af to personer.

Han siger, at han i Danmarksdemokraterne nu får en “flok dygtige kolleger, jeg kan spille bold op ad og få politik ført ud i livet”. Hvilken politik det så er, det nævner han som bekendt slet ikke, men man kan godt sige, at der er et strategisk sigte om at få gennemført [udefineret] politik.

Dokumentation: Transkribering af videoklippet

Hej allesammen. Nu er tiden vist kommet til, at I får en opdatering om, hvad Kim Edberg skal i fremtiden. Jamen, det sidste år har været travlt. Alt for travlt.

Jeg havde 35 ordførerskaber og nået at lave 200 ordførertaler. Det tror jeg, det er en eller anden form for rekord. Men jeg nåede også samtidig at brænde lyset i begge ender.

Så jeg har lige haft brug for at trække stikket i en ganske kort periode. Og så lige mærke efter i mig selv, hvor det er, at min fremtid i politik skal ligge. Og der er jeg kommet frem til, at det skal være i Danmarksdemokraterne.

Og det har jeg spurgt Danmarksdemokraterne, om de synes var en lige så fantastisk idé, som jeg synes. Og heldigvis så viste det sig, at det synes Inger egentlig også, det var.

Så fra i dag, der kommer jeg til at være en del af Danmarksdemokraterne i Folketinget. Jeg kommer til at få en hel flok nye, dygtige kolleger.

Og det ser jeg simpelthen sådan frem til, at jeg får nogen at spille bold op af. Sådan vi kan få noget politik ført ud i livet. En ting skal I vide allesammen:

Og jeg kommer også til at have meget mere tid til at gøre, som jeg har lovet fra starten af. Fortælle, hvordan livet på Christiansborg er. Fortælle, hvad det er, vi går og laver. Sådan I allesammen kan følge med.

Jeg håber og jeg tror, ej jeg ved faktisk. Jeg ved, at lige netop Danmarksdemokraterne, det bliver det helt rigtige sted for mig. Og så må vi jo håbe, at de også føler det samme.

Jeg har tænkt mig at gøre det, som jeg plejer. Sige min mening. Arbejde stenhårdt. For en ting er helt sikkert, at der er masser, der skal nås. Det ved jeg faktuelt, at det når jeg bedst ved Danmarksdemokraterne. Kan I have en rigtig god dag.

I kommer til at se meget mere til mig i fremtiden. Vi snakkes.