Kategorier
Partihop

Mads Fuglede skifter fra Venstre til Danmarksdemokraterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)

Dagens partiskifte er et af de mere markante, da regeringen ‘Mette Frederiksen II’, bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, mister deres flertal. Mads Fugledes skifte fra Venstre til Danmarksdemokraterne betyder, at Regeringen ikke længere kan “tælle til 90” (inklusive nordatlantiske mandater).

Som vanligt kigger Partihop.dk på partihopperens begrundelse, hvilket konkret er at finde i opslaget på Facebook, og analysemodellen ser ud som følger: Der er fire typer udviklingsbegrundelser, tre typer personrelaterede begrundelser samt fire typer strategiske begrundelser.

Mads Fuglede går lige til sagen og skriver: “Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid.” Her er det altså ikke politikeren, der har udviklet sig, men derimod partiet, der har udviklet sig væk fra politikeren.

Den begrundelse fortsætter gennem hele opslaget, og problemerne har hobet sig op: Regeringsdeltagelsen, co2-afgiften til landbruget, det fraværende borgerlige samarbejde, manglende borgerlighed.

Det er således en udviklingsforklaring, der går på partiets udvikling, der er dominerende i opslaget.

Mads Fuglede skriver også hen mod slutningen, at han altid har haft et godt samarbejde med Inger Støjberg, der som bekendt er udbryder fra Venstre. Derfor er der også en snert af den udviklingsbegrundelse, der går på partisystemets udvikling. Partihoppet sker (også), fordi der er opstået et nyt parti, der er nær partihopperen, nu hvor det oprindelige parti har bevæget sig væk fra partihopperens position.

Selvom han roser Inger Støjberg, fylder personbegrundelserne ikke meget. Tværtimod gør han meget ud af at understrege, at han har været glad for samarbejdet med personer i partiet – både på Christiansborg samt lokalt.

Så er der den del med det strategiske. Den del skriver partihopperne sjældent noget om, men det kendetegner partier i krise, at personer indvalgt for partiet hopper til partier i fremgang, hvorved sandsynligheden for genvalg ved et kommende valg stiger. Det er nærliggende at tænke, at Mads Fuglede derfor vil blive beskyldt for opportunisme.

Derfor er det vigtigt for partihopperen, i dette tilfælde Mads Fuglede, at der er en troværdig begrundelse. Om vælgerne finder begrundelsen troværdig denne gang, det må det kommende valg afgøre, men det er uomgængeligt, at Venstres regeringsdeltagelse har givet anledning til debat, så udviklingsbegrundelsen står ret stærkt.

Dokumentation: Mads Fugledes opslag på Facebook tirsdag den 19. marts:

Jeg har i dag meldt mig ud af Venstre og meldt mig ind i Danmarksdemokraterne.
Jeg repræsenterer Ringkøbing/Skjern og Vestjylland i Folketinget, og det vil jeg fortsætte med at gøre.
Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid.
Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en co2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne.
Måske var det uundgåeligt, at det skulle komme hertil, men jeg håbede hele tiden, at Venstre ville finde tilbage til det borgerlige samarbejde og den borgerlighed, partiet var præget af, da jeg som dreng meldte mig under Venstres fane.
Uanset hvilken vej, Venstre må vælge i fremtiden, så vil jeg aldrig glemme, hvor meget jeg holder af partiet – og i særdeleshed dets medlemmer.
Mit brud med Venstre er udelukkende politisk, og Venstres folketingsgruppe rummer en lang række mennesker, som jeg holder meget af. Det gør jeg i dag, og det vil jeg også gøre i morgen.
Jeg vil også gerne rette en varm tak til hele Venstres bagland i Ringkøbing, der har taget så godt imod mig og min familie, da vi flyttede til Hvingel.
Jeg har altid haft et godt samarbejde med Inger. Og jeg glæder mig til at blive en del af et parti, der kæmper for at Danmark ikke skal knække over, at der skal være arbejdspladser i hele landet, og at vi skal have en stram udlændingepolitik.
Jeg er stadig på barsel et par uger endnu. Men når jeg vender tilbage i april, så glæder jeg mig til at få en hverdag med Danmarksdemokraternes folketingsgruppe, som jeg har lært at kende som solide borgerlige folk. Og så glæder jeg mig til at komme rundt i hele partiet og møde medlemmer og frivillige.