Analysemodel for partihop

Udarbejdet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol), politisk analytiker, JegDu.com

Når politikere “hopper parti”, så begrunder de typisk deres valg i en pressemeddelelse, på et pressemøde eller i et opslag på et eller flere sociale medier. Det er naturligt, da partihoppere altid bliver mødt af en del kritik, eftersom mange fra det efterladte parti har lagt stor energi i, at få valgt politikeren ind i første omgang.

Udefra betragtet bliver politikeren beskyldt for at have slette intentioner, men når politikeren selv får mulighed for at forklare sig, så får vi politikerens egen forklaring. Disse er interessante at granske – sammenholdt med alternative forklaringer fra dagspressen med videre.

Gennem analyser af partihop, og den relaterede debat, er jeg nået frem til en model for, hvordan politikere formidler deres partihop. Det er 11 forskellige kategorier af begrundelser og grund, der kan samles i tre forskellige grupperinger: Udviklingsbegrundelser, personrelaterede grunde samt strategiske grunde.

Figur 1: Grunde til partihop

Udviklingsbegrundelserne

Den første gruppe af begrundelser handler om udvikling. Den personlige udvikling, partiets udvikling, ekstern udvikling samt partisystemets udvikling.

Den første er den ‘personlige udvikling‘. Det kan være en ideologisk udvikling, en udvikling i viden om politik – eller en anden form for udvikling, hvor politikeren har udviklet sig væk fra partiets ideologi, kommunikative stil eller politiske program. Partiet har ikke ændret sig – men politikeren har.

Den anden handler om ‘partiets udvikling‘. Efter politikeren er blevet valgt i første omgang, er der noget der har ændret sig. Et eksempel er Ida Aukens partihop til Socialdemokratiet. Hun skrev: “Da jeg for 7 år siden meldte mig ind i det Radikale, havde jeg lært partiet at kende som et pragmatisk og resultatorienteret parti. Det er min oplevelse, at Radikale Venstre under de senere års ledelse har bevæget sig væk fra den tilgang og dermed også fra midten af dansk politik.”

Den tredje er ‘ekstern udvikling‘. I denne variant er der en ekstern ændring, der får politikeren til at skifte til et parti, der håndterer den nye situation/tilstand bedre. Det kan være før/efter coronakrisen, klimakrisen, 9/11, Ruslands fuldskala invasion af Ukraine eller anden nyopstået eller nyaktualiseret politisk skillelinje.

Den fjerde og sidste i udviklingskategorien handler om partisystemets udvikling. I denne kategori kan der være opstået et nyt parti, der er tættere på politikeren holdningsmæssigt, end det parti, politikeren er valgt for. Da Kåre Traberg Smidt, valgt til Københavns Borgerrepræsentation, skiftede fra Alternativet til ‘Partiet FREMAD’, da skrev han på Facebook: “Det er mere det, at jeg er en gammel, socialliberal værdikriger, og pludselig dukker det her parti op, som repræsenterer det gamle Venstre.”

Personrelaterede grunde

De personrelaterede begrundelser kan inddeles i flere forskellige: Fravalg af personer, tilvalg af personer og flugt fra sidespor.

Den første er ‘fravalg af personer‘, og den dækker typisk over konflikter, der viser sig uoverstigelige. Et eksempel kan være Mikkel Bjørns skifte fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti ved udsigten til at Lars Boje Mathiesen stod til at blive formand for Nye Borgerlige (hvorfra Lars Boje Mathiesen sidenhen blev ekskluderet). Her ser vi tydeligst, hvordan partihoppet kan fungere som ‘demokratisk sikkerhedsventil’. Når konflikterne bliver grimme, er det vigtigt, at de politiske mandater er personlige, så dårlig ledelse ikke kan tvinge kritikere til orden eller mobbe dem ud af politik.

Den anden er ‘tilvalg af personer‘, og her kan fremhæves, hvordan Pernille Vermund beskrev Alex Vanopslagh som et “tiltrængt borgerligt lys”, da hun skiftede fra Nye Borgerlige til Liberal Alliance. I andre tilfælde er politikere i byråd skiftet parti med begrundelser der går på, at det har været hårdt at være ene person i en byrådsgruppe, valgt for et lille parti – eller at det personlige samarbejde og/eller samarbejdsklimaet har været godt med de folkevalgte hos et naboparti.

Den tredje handler om ‘egen person’. Her er politikeren for eksempel selv endt på et sidespor, hvilket er anstødssten til et Partihop. Lars Løkke Rasmussen tabte for eksempel formandsopgøret i Venstre, blev løsgænger og sidenhen partistifter af Moderaterne. Andre politikere kan være endt på et sidespor på grund af en skandale, og forsøger måske at genstarte den politiske karriere i et nyt parti. Her vil de typisk ikke bruge begrundelsen selv, men i stedet tale om politik, for der er ingen grund til at minde vælgerne om, at politikeren er blevet taget for spritkørsel og er blevet vraget som kandidat for det forhenværende parti.

Strategiske grunde og begrundelser

Den sidste grupper er mere strategisk i sit sigte. Partihoppet forbedrer muligheden for at få gennemført politik, forhindrer stemmespild, giver politiske poster, øger chancen for genvalg – måske endda i et parti i fremgang.

Denne gruppe grunde for partihop vil formentlig altid blive kommunikeret som den første begrundelse, altså muligheden for at få gennemført politik, da de resterende grunde hurtigt kan medføre beskyldninger om opportunisme.

Den første handler om muligheden for at få gennemført politik. Det kan for eksempel være et skifte fra et traditionelt fløjparti til et traditionelt magtparti. Ida Aukens skifte fra SF til Radikale og videre til Socialdemokratiet kan være udtryk for sådan en rejse. Hun argumenterede for, at Det Radikale Venstre manglede den nødvendige pragmatisme: “På den måde kan vi som et lille land være med til at lede verden i den nødvendige omstilling. Jeg glæder mig til at skabe forandringer sammen med mine nye kollegaer i den socialdemokratiske folketingsgruppe.”

Den anden kategori handler om at ‘partitaktik‘. Pernille Vermund argumenterede for, at der var brug for færre borgerlige partier, da hun annoncerede, at hun ville (forsøge at) lukke Nye Borgerlige. Hensynet var at forhindre stemmespild. Som valgsystemet er, betyder antallet af partier noget. Hvis der er 8 borgerlige partier, der hver har vælgere til et halv mandat til overs, så er det 4 mandater, der ikke bliver valgt. Hvis der kun er 4 borgerlige partier, så er antallet af “spildte” mandater reduceret til 2. Et parti der lige akkurat ikke kommer over spærregrænsen betyder 3 tabte mandater. Reelt bliver tallene selvfølgelig delt mellem “de to blokke”, når de pågældende stemmesedler tages ud af regnestykket.

Den tredje handler ‘politiske poster‘. I byrådspolitik kalder man det nogle gange for “ben”, som man kan gnave på. Et partiskifte giver måske en udvalgsformandspost, en bestyrelsespost i et kommunalt forsyningsselskab – eller i landspolitik måske endda en ministerpost? Uanset giver det politikeren mulighed for at bruge mere tid på politik, når huslejen derhjemme er betalt. Den politiske post giver selvfølgelig også indflydelse, så det øger muligheden for at få gennemført politik, hvilket politikeren ofte i stedet vil kommunikere.

Den fjerde grund er at ‘øge chancen for genvalg‘. Hvis politikeren er valgt for et parti, der står overfor risikoen for alvorlig nedgang, så er det fristende at skifte til et parti, der ikke tilsvarende står til nedgang. Dette partihop er svært at kommunikere, da politikeren bliver beskyldt for at være levebrødspolitiker. Det er dog sådan i politik, at det kræver, at politikeren bliver valgt – og måske endda får et levebrød – hvis politikeren skal kunne dedikere sin tid til politik. Derfor vil politikeren meget naturligt kommunikere, at politikeren gør det for at forfølge sine mærkesager – på vegne af vælgeren.

Den er meget muligt, det er et skifte til et parti i fremgang eller blot et stort parti. Vi ser ofte, at partier i fremgang modtager flere partihoppere. Det kan skyldes, at partihopperen i sådan et parti ikke skal vinde mandatet i storkredsen i konkurrence med etablerede politikere, men derimod blot skal vinde det yderste mandat i konkurrence kandidater, der ikke tidligere har været valgt – og følgelig er mindre profileret. I de store partier er der også valgte politikere, der har svage personlige stemmetal, men er blevet trukket med ind af populære politikere.

Partihopperen har ofte en kombination af begrundelser, samt andre grunde set udefra, der bliver vægtet i forskellig grad. Flere af begrundelserne kan være udtryk for, hvordan partihop kan fungere som demokratisk sikkerhedsventil. Partihoppet kan være et værn mod dårlig ledelse og dårlig politik.

I andre tilfælde virker partihoppet nærmere som opportunisme, og uanset hvor god begrundelsen er, så ser vi ofte beskyldninger om opportunisme i kommentarspor på de sociale medier. Vælgerne straffer gerne illoyalitet overfor partierne, så derfor skal man have en god begrundelse – eller måske endda en vision.