Uffe Elbæk har skrevet en “slutreplik” til Pov.international, hvor han kommer med yderligere begrundelser for, hvorfor han forlod Alternativet. Det er også et forvarsel om en kommende bog, der altså kommer efter afskedsbrevet og slutreplikken.
“Men her kommer nogle nedslag i for mig helt centrale og definerende øjeblikke i partiets historie Blandt andet et venligt telefonopkald, der endte alt andet end venligt, en ledelse der gik i selvterapi, et kup i folketingsgruppen, en målrettet sniper-strategi, dolke i ryggen og ikke mindst en kæmpe uforbeholden undskyldning til Alternativets daværende medarbejdere på Christiansborg.”
Anni Grimm forlod i 2018 Dansk Folkeparti efter uoverensstemmelser i med den lokale partibestyrelse. Derudover var der året før en sag om synet på homoseksuelle, der har givet hende prædikatet “kontroversiel”, ifølge Altinget.
Nu er hun skiftet til Liberal Alliance, hvilket blev offentliggjort 7. juni 2020. Det blev offentliggjort af Liberal Alliances eksisterende byrådsmedlem Martin Boye:
“Det er med stor glæde at jeg kan bekendtgøre at Anni Grimm, 2. Viceborgmester og tidligere gruppeformand for DF, har valgt at melde sig ind i Liberal Alliance. Anni og jeg har haft et godt og tillidsfuldt samarbejde i Vejen Byråd gennem det seneste halvandet år, hvor Anni har været løsgænger.
Dette samarbejde intensiveres nu, hvor Anni indtræder i Liberal Alliances gruppe i byrådet.
Anni er een af de få i byrådet, der som jeg, tør tage bladet fra munden, og det falder os derfor helt naturligt at forene kræfterne for at fremme frihed, fornuft og fremsynethed i Vejen Kommune.”
“…harmonerer i høj grad med de værdier, jeg gennem halvandet år som løsgænger har stået for i Vejen Byråd”.
“Liberal Alliances politik omkring frihed og skattelettelser stemmer i høj grad overens med mit eget verdensbillede“
“…haft et godt og fornuftigt samarbejde med det nuværende LA-medlem af byrådet, Martin Boye.”
“stor tiltro til Alex Vanopslagh som partiformand”.
Reaktion fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille:
Lederen af det nystiftede ‘Partiet Fremad’, der selv er partihopper fra Liberal Alliance, bruger Anni Grimms skifte til Liberal Alliance som argument for, at han ikke længere hørte til i LA. Han påpeger, at partiet har ændret sig, siden de optager den kontroversielle lokalpolitiker i partiet:
“Når folk spørger, om vi virkelig var så uenig i LA, så se på dagens nye byrådsmedlem for partiet.
En tidligere DF’er, der for er par år siden blev landskendt for at kalde homoseksuelle for afvigere.
Mit liberale parti var med til homoparader og kæmpede for homoseksuelles ret til adoption og kirkelige vielser. Og vi havde aldrig – ALDRIG- optaget sådan et byrådsmedlem.
Nå, nok om det. Folk er forskelle. Det er partier også. Glad for det ikke er mit parti længere”, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille på Facebook.
Byrådsmedlem Githa Nelander skifter fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige i Næstved Byråd. Partihop.dk’s analyse er, at det primært handler om krisen i Dansk Folkeparti, når en begrundelse for skiftet skal findes.
Partihoppet er blevet offentliggjort i en pressemeddelelse fra Nye Borgerlige i Næstved. I denne udtaler Githa Nelander:
“Jeg er både taknemmelig og stolt over, at blive en del af Nye Borgerlige, hvor jeg ser mine erfaringer og kompetencer fra det private erhvervsliv kan komme i spil, sammen med min indsigt i blandt andet beskæftigelsesområdet, og øvrige områder”.
I første afsnit “sælger hun” sine kompetencer, så hvis dette skulle være ment som en begrundelse for partihoppet, så må hun insinuere, at det gamle parti Dansk Folkeparti IKKE gjorde brug af nævnte viden om kompetencer.
”Jeg deler ikke alene holdninger og værdier med Nye Borgerlige, men også energi og kampgejst, som både partiet og lokalforeningen udstråler i store mængder. Jeg er helt klart landet et sted, hvor der er modige politikere, og det tiltaler mig i høj grad. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, og til at medvirke til partiets fortsatte succes”.
I andet afsnit roser hun sit nye partis kampgejst samt de modige politikere i Nye Borgerlige. Det hænger sammen med det interview med hende, som Danmarks Radio bringer, hvor hun kritiserer organisationen i det parti, hun har forladt – samt kritiserer Dansk Folkeparti for ikke at have skarpe nok holdninger.
Kristian Thulesen Dahl mangler karisma som leder for DF
Kritik mod organisation med henblik på støtte til nye Folketingskandidater
I en artikel hos TV2 Øst fremhæver Githa Nelander, at de andre der har forladt DF den seneste tid formentlig også har gjort det på grund af Kristian Thulesen Dahl.
Andreas Karlsen, Tina-Mia Eriksen og Steen Karlsen, Det Konservative Folkeparti i Ringsted. Fotograf: Christopher Palm.
Tina-Mia Eriksen er byrådsmedlem i Ringsted, og nu er hun skiftet fra Dansk Folkeparti til Det Konservative Folkeparti.
Når en politiker skifter parti, kan der være flere forskellige årsager i spil – eller en kombination. Det kan være partiet har udviklet sig i en for politikeren forkert retning, det kan være politikeren selv, der har udviklet sig, det kan være personlige konflikter eller det kan være en ydre omstændighed, der har ændret forudsætningerne. Eksempelvis vil der nødvendigvis være en “politik før coronakrisen 2020” og en “politik efter coronakrisen 2020”, og det kan være en game changer for politikeren, der derfor skifter parti.
Byrådsmedlemmet fra Ringsted har skrevet på sin Facebookprofil om skiftet. Som Partihop.dk analyserer begrundelsen (se dokumentation nedenfor), så har Tina-Mia Eriksen tre pointer:
Hun er selv blevet mere borgerlig – har selv udviklet sig
Erhvervspolitikken hos de konservative er “mere nuanceret”
Hun vil fortsat arbejde for sin politik på psykiatriområdet og for de ældre (og for klimaet), men forudsætningen er en bedre erhvervspolitik (jævnfør tidligere punkt)
Tina-Mia Eriksen er altså blevet mere bevidst om erhvervspolitikken, og hun er derfor skiftet til et parti, hun mener har en bedre erhvervspolitik. Hun skriver også, at hun fortsat vil arbejde for de danske værdier, og dette må være en understregning henvendt til vælgerne og tiden i Dansk Folkeparti.
Der kan også være et relationelt element, der spiller ind: Tina-Mia Eriksen fremhæver Søren Pape som formand for Det Konservative Folkeparti samt Andreas Karlsen, som hun fremover skal være i gruppe med i Ringsted Byråd.
I Dansk Folkeparti har Tina-Mia Eriksen arbejdet tæt sammen med en familie, da både formanden for vælgerforeningen samt de to andre byrådsmedlemmer har været familiemedlemmer: “Jeg har været rigtig glad for at være i Ringsted Byråd, og jeg har rigtig mange gode kollegaer. Der er ingen tvivl om, at jeg sidder med en familie – mor, far og søn, og det giver selvfølgelig nogle vanskeligheder. Der har været svært til tider. Det er altid svært, når man sidder med en familie helt alene”, siger hun til TV2 ØST.
JEG HAR MELDT MIG IND I DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI
Kære Alle
Jeg har efter megen overvejelse over en længere periode nu truffet beslutningen om at melde mig ud af Dansk folkeparti, for i dag at melde mig ind i Det Konservative Folkeparti, som jeg fremadrettet vil repræsentere i Ringsted Byråd. Jeg takker mange i Dansk Folkeparti for de mange år i partiets tjeneste og ser nu frem til fremtiden i Det Konservative Folkeparti.
At skifte parti er ikke et nemt valg for en politiker, men dette er en velovervejet beslutning, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige, hvis jeg skal have mulighed for at gennemføre den politik, jeg står for.
Jeg er med tiden blevet mere borgerlig, end da jeg startede i politik. Eksempelvis når det angår ønsket om at sænke skatten og holde fast i en ansvarlig økonomisk politik samt udlændingepolitik.
Jeg synes, Det Konservative Folkeparti gør det godt på landsplan med Søren Pape Poulsen i spidsen og lokalt med Andreas Karlsen i spidsen. Andreas Karlsen og jeg har i forvejen arbejdet sammen i flere år, blandt andet til vores udvalgsmøder i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, og det samarbejde har også haft betydning for mit valg om at skifte parti.
Min første prioritet i politik har været og vil altid være kampen for vores danske kultur, tryghed og værdier. Det er en kamp, der for mig kræver en nuanceret politisk dagsorden, som kan forholde sig til samfundets komplekse sammensætning, hvor vi skal sikre de bedst mulige forhold for vores erhvervsliv og landbrug, så vi sikrer fremtidens velfærdssamfund. For når det kommer til vores velfærdssamfund, ligger mit hjerte i at sikre de bedst mulige vilkår for social udsatte danske borgere, som har brug for det danske sikkerhedsnet.
Vores velfærdssamfund skal kunne tilbyde psykiatrisk støtte og hjælp til alle borgere, der har behov for det, og vi skal have et opgør med det forældede samfundssyn, vi har om psykiatrien og hvilke tilbud, vi giver de borgere. Det skal ligeledes kunne sikre vores hårdtarbejdende pensionerede ældre en værdig alderdom, hvor de ikke skal vende hver en krone.
Vi lever i en tid, hvor kampen for klimaet skal sikres, så vores unge kan blive gamle her.
Intet af dette er gratis, og derfor er det vigtigt, at vi sikrer vores erhvervsliv, da det er dem, der bidrager til, at alt dette kan blive muligt, uden at vi konstant skal øge skatten for den almindelige borger.
Denne kamp kan jeg bedst kæmpe lokalt og på landsplan som del af Det Konservative Folkeparti, hvor værdipolitikken er højt prioriteret.
På samme tid formår de at sikre en politik for klimaet, erhvervslivet og sundhedsvæsenet, imens de fastholder de danske værdier og sikrer et samfund i vækst.
Mange tak for jeres opbakning.💚 Glæder mig til at forsætte kampen samme med Det Konservative Folkeparti.
Heidi Wang skifter tilbage Venstre, efter hun de sidste 10 år har repræsenteret Liberal Alliance i Københavns Borgerrepræsentation. LA har dermed ikke længere repræsentanter her, efter Karina Bergmann tidligere skiftede til C.
I pressemeddelelsen på Facebook bider Partihop.dk mærke i, at det er ønsket om igen at få kolleger, der fremstår som den vægtige grund:
HEIDI WANG SKIFTER TIL VENSTRE FRA LIBERAL ALLIANCE
Liberal Alliances ene tilbageværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Heidi Wang, skifter per dags dato til Venstre og bliver medlem af Venstres gruppe på Rådhuset.
Heidi Wang var oprindeligt medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre, og skiftede i 2010 til Liberal Alliance, og hun vender nu tilbage
”Jeg vil fortsat kæmpe for den liberale sag, og det kan jeg bedre gøre i et fællesskab med andre partikolleger. Og Venstre er klart det parti, der ligger tættest på mine politiske standpunkter, siger Heidi Wang.
Venstre modtager nyheden om Heidi Wang med glæde og forventning. ”Vi kender Heidi som en flittig og ordentlig politiker med hjertet på det rette sted, og glæder os, til hun bliver en del af vores gruppe igen”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.
2 ud af 3 medlemmer af Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Vordingborg er 19. maj 2020 skiftet til Nye Borgerlige (NB). Heino Hahn har siddet i byrådet i mere end 10 år, og er tidligere viceborgmester, og John Pawlik har været medlem af kommunalbestyrelsen i 6 og et halvt år.
Ifølge en længere artikel fra TV2 angiver de flere grund til deres skifte, men de fremhæver at Dansk Folkeparti sammen med regeringen i 2018 placerede et udrejsecenter på øen Lindholm i Vordingborg Kommune.
Omvendt er de begge begejstrede for deres nye parti: “Jeg glæder mig til at komme over i et parti, hvor der bliver lyttet mere til os”, siger Heino Hahn til TV2. Han opremser al den Nye Borgerlige-politik, han er enig i overfor TV2: “Udlændinge, EU, minimering af den offentlige sektor…”
Overfor SN.dk erkender de, at de havde samarbejdsproblemer med Marie Hansen, det tredje byrådsmedlem for DF: “Vi har ikke meget samarbejde med hende. Hun går sine egne veje”, siger John Pawlik ifølge SN.dk.
John Pawlik henviser til et partimøde før kommunalbestyrelsesmødet i februar: “Til de formøder siger man altid til gruppeformanden, hvad man vil sige til kommunalbestyrelsesmødet, og Marie sagde ikke noget til Heino. Og så rejser hun sig alligevel op og siger noget til kommunalbestyrelsesmødet. Det kan vi ikke acceptere”, siger John Pawlik til SN.dk.
Liberal Alliance er ikke længere repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune, efter partiets eneste kommunalbestyrelsesmedlem i dag er skiftet til Det Konservative Folkeparti.
Det er sket efter den tidligere formand for den lokale LA-afdeling, Alexander Friborg, tidligere i dag foretog samme skifte. Han er dog ikke folkevalgt.
“Jeg skifter til Det Konservative Folkeparti, fordi jeg tror på, at mine mærkesager har de bedste muligheder i den konservative gruppe. Jeg er en frihedsorienteret politiker, hvor mindre offentlig styring, mere civilsamfund og mere personlig frihed er det, der tæller for mig”, siger Elisabeth Ildal i en pressemeddelelse ifølge SN.dk.
I Alternativet var han én af kandidaterne til formandsposten, men han meldte sig ud af Alternativet samtidig med 3 andre folketingsmedlemmer under krisen omkring lederskabet i Alternativet. De andre, der forlod Alternativet, var Uffe Elbæk (læs afskedsbrev her), Susanne Zimmer og Sikandar Siddique.
Afskeden med Alternativet
Når en politiker skifter parti, kan der være forskellige forklaringer, politikeren kommer med. Det kan eksempelvis være, at partiet har ændret sig, verden omkring har ændret sig, og partiet ikke har formået at ændre sig sammen med verden – eller det kan være, at politikeren har ændret sig.
Rasmus Nordqvist argumenterer for, at partiet har ændret sig: “Men det står nu tydeligt for mig, at Alternativet ikke længere er et politisk projekt, som jeg kan tro på kan skabe den forandring, vi som samfund har brug for.”
På den anden side vil han selv personligt arbejde videre med sine mærkesager: “Jeg vil kæmpe videre hver dag – som jeg har gjort de sidste 5 år – for at vi handler på klimakrisen, for vores europæiske samarbejde og for vores allesammens rettigheder. Nu i andre politiske rammer.”
På den måde argumenterer Rasmus Nordqvist for, at det er Alternativet, der på det tidspunkt var midt i en gigantisk krise efter valget af Josephine Fock som ny leder, der har forandret sig. Mens partiet således har ændret sig, så fortsætter Rasmus Nordqvist med at arbejde for de samme mærkesager – bare i en ny kontekst.
Se hele opslaget i sin helhed her:
“De sidste måneder har været hårde og vist en udvikling i Alternativet, der nu gør, at jeg har besluttet at sige farvel og tak for den rejse, vi har foretaget sammen.
Det er og har været en rigtig svær beslutning, for jeg har, siden jeg var med til at starte Alternativet, mødt, arbejdet og grint med mange rigtig fantastiske mennesker. Jeg har knoklet for vores fælles projekt og kan med stor stolthed se tilbage på den forskel, jeg og Alternativet har været med til at skabe i dansk politik. Vi fik humlebien til at flyve, selvom ingen troede på det. Det har krævet en kæmpe indsats og jeg vil altid se tilbage på alt det, vi lykkedes med med stor glæde!
Den udvikling, der har været i Alternativet over de sidste måneder, er ikke en udvikling, jeg kan se mig selv i.
Efter formandsvalget valgte jeg som den største selvfølgelighed at træde et skridt til siden, så den nyvalgte leder kunne udfolde sin vision og sit mandat. Jeg har således ikke skrevet side op og side ned om Alternativet eller udtalt mig til pressen, men i stedet koncentreret mig om mit arbejde som medlem af folketinget af respekt for det valg, der blev truffet den 1. februar.
Men det står nu tydeligt for mig, at Alternativet ikke længere er et politisk projekt, som jeg kan tro på kan skabe den forandring, vi som samfund har brug for.
Derfor siger jeg farvel til partiet. Jeg vil nu være det, man kalder løsgænger, en uafhængig grøn stemme i Folketinget.
Jeg vil kæmpe videre hver dag – som jeg har gjort de sidste 5 år – for at vi handler på klimakrisen, for vores europæiske samarbejde og for vores allesammens rettigheder. Nu i andre politiske rammer.
Jeg ved, at flere vil blive kede af det, sure og skuffede. Det beklager jeg selvfølgelig, men nogen gange skal også svære valg træffes, og dette er mit.
Til alle jer gode medlemmer i Alternativet, dem jeg kender og dem jeg ikke kender, til de folkevalgte, de tillidsvalgte og medarbejderne: Tak for den spændende tid sammen og alt det bedste til jer fremover, det er et vemodigt punktum jeg sætter i dag og jeg håber, vi sammen kan respektere de forskellige veje, vi går nu.”
Indmelding i SF
Da Rasmus Nordqvist meldte sig ind i SF, skrev han på Facebook:
“Jeg er i dag blevet medlem af SF. På den baggrund forsætter jeg mit politiske arbejde i Folkeringet som medlem af SF’s folketingsgruppe.
Jeg er meget glad, ydmyg og spændt.
Det er ingen hemmelighed, at der er sket meget de seneste måneder. Jeg har brugt meget tid på at tænke, mærke efter og skabe klarhed omkring min politiske fremtid og ambitioner. De er, må jeg erkende, stadigt meget høje. Jeg ved nu også, at jeg bedst kan realisere dem i et stærkt fællesskab. Jeg er en holdspiller.
Den sidste tid har jeg derfor haft nogle gode politiske samtaler med Pia Olsen Dyhr. Jeg er blevet sikker på, at SF er det helt rette nye politiske hjem for mig.
De politiske udfordringer, vi som samfund stor overfor, – galopperende klimakrise, massiv global ulighed skal vendes til muligheder, og vi skal sikre konkrete løsninger. Det kan SF. Det er SF’s DNA. Det har jeg de seneste fem år – på afstand – været vidne til.
Kombinationen af idealisme og pragmatik, en insisteren på at løse klimakrisen på en ambitiøs men også social retfærdig måde og ikke mindst det store internationale udsyn gør SF til det rette valg for mig. Derfor er jeg meget glad for, at Pia og resten af partiet byder mig velkommen. Og jeg håber meget, at I, der har stemt på mig, vil opleve, at jeg forsat arbejder for det, jeg tror på og ønsker for vores fællesskab og planet.
Naturligvis har det ikke været en let beslutning. Jeg var med til at starte Alternativet, og havde på mange måder troet, at tingene skulle udvikle sig anderledes. Men nu er det tid til at se fremad. Som folkevalgt er det for mig en bunden opgave at arbejde passioneret og hårdnakket for at skabe den nødvendige politiske forandring.
Jeg glæder mig derfor til at blive en del af holdet og til lære mine nye politiske kollegaer endnu bedre at kende.”
Rasmus Nordqvist fik en opfordring fra Thomas Monberg, der er SF’er og tidligere byrådsmedlem, til at opgive sit mandat og give det til Alternativet. Til det svarede Rasmus Nordqvist, at han havde “fuld respekt for [den] principielle holdning”.
Velkommen til @rasmusnordqvist 🙂
Du er rigtig velkommen! Gode grønne kræfter kan vi altid bruge!
Jeg er dog rigtig meget imod partihopperi, hvorfor jeg kraftigt vil opfordre dig til at nedlægge dit mandat og give det tilbage til Alternativet hvor det hører til.#dkpol
Tak for velkomsten og fuld respekt for din principielle holdning
— rasmus nordqvist (@rasmusnordqvist) May 12, 2020
I kronikken Partihop er med til at sikre demokratiet kan I læse Redaktør Mathias Schwartz Kirkegaards bud på, hvorfor de personlige mandater som folkevalgte ikke “hører til i partierne”, men netop tilhører personer.
Karina Bergmann er i dag, den 12. maj 2020, skiftet fra Liberal Alliance til Det Konservative Folkeparti. Hun er indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation. Hun har givet os lov til at bringe sin begrundelse her på siden. Derudover er hun blevet interviewet til KøbenhavnLiv.
“Kære alle,
Jeg har efter mange overvejelser besluttet mig for at skifte til Det Konservative Folkeparti. Jeg er opvokset i den konservative højborg Vallensbæk Strand med borgerlige forældre og konservative værdier, og inden for den seneste tid kan jeg mærke, at jeg orienterer mig mere mod de værdier end liberalismen.
Det er værdier som ordentlighed, rimelighed, pligt, moral, dannelse, historie og ånd.
Jeg vil altid være frihedsorienteret og et frihedselskende individ, men jeg har i den senere tid fået øjnene op for vigtigheden af samfundsbærende institutioner som familie og andre fællesskaber såsom kongehuset.
Og nu hvor jeg er i gang, har jeg endnu en bekendelse, og det er, at jeg efter at have været medlem af Ateistisk Selskab i en håndfuld år, har valgt ikke at forny mit medlemsskab. Jeg har i den senere tid sågar flirtet med kristendommen og et medlemskab af folkekirken. Det bliver i år.
Det er med tungt hjerte, at jeg siger farvel til det stærke frivillige fællesskab i et parti, som jeg kan fejre ti års jubilæum i i år. Mine bedste venner og oplevelser, opturene og nedturene, er derfra. Og bare for at mane alle spekulationer til jorden: Alex Vanopslagh har, og har hele tiden haft, min fulde opbakning som leder af Liberal Alliance. Og jeg har netop orienteret ham som den første om min beslutning.
Jeg ser frem til at arbejde sammen med den konservative gruppe på rådhuset med Jakob Næsager som gruppeformand. Næsager er en af de mest kompetente politikere på rådhuset, og vi har siden jeg trådte ind i Borgerrepræsentationen haft et godt samarbejde.
Jeg vil fortsat sidde i Kultur- og Fritidsudvalget, og bliver således kultur- og fritidsordfører for de Konservative. Min kamp for det borgerlige København vil ligeledes fortsætte, men med mere fokus på det nære, det danske og det der gør København til noget helt særligt.
København skal fungere i hverdagen med alt hvad det indebærer. Det betyder blandt andet en god balance mellem arbejde, fritid og familieliv, gode institutioner, foreningsliv, handels-, by- og kulturliv. Og så skal vi tage os meget bedre af de svageste i samfundet. Det ser jeg frem til at gøre for Det Konservative Folkeparti.
Kære medlemmer, tillidsvalgte og folkevalgte i Alternativet
Jeg har i min tid som politisk leder skrevet rigtig mange nyhedsbreve til jer og efterfølgende sendt det ud fra vores presse og kommunikationsafdeling. Sådan bliver det ikke denne gang. Dette ”nyhedsbrev” er givet nået frem til dig gennem andre kanaler. Men hvordan du har modtaget det, er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at det når frem, for det er skrevet til dig.
Jeg vil nemlig gerne forklare dig, hvorfor jeg i dag har truffet den alvorlige beslutning at melde mig ud af Alternativet og igen blive en fri grøn stemme i Folketinget.
Det er en beslutning, der selvfølgelig har voldsomme konsekvenser for mig personligt. Jeg skal sige farvel til gode MF-kollegaer. Jeg skal sige farvel til dybt respekterede medarbejdere. Men ikke mindst skal jeg sige farvel til min politiske relation til alle jer, som jeg har mødt i vidt forskellige politiske sammenhænge i Alternativet gennem de sidste små syv år.
Jer, som jeg samlede vælgererklæringer ind sammen med i tidernes morgen. Jer, som gav input til vores første politiske program i 2014. Jer, der stillede op til folketingsvalget i 2015 og igen 2019. Jer, der dag ud og dag ind løfter organisatoriske opgaver på både lokal-, kreds- og landsniveau. Og ikke mindst alle jer unge i Alternativets Unge.
Det er til jer dette afskedsbrev er skrevet.
Fordi jeg gerne vil forklare jer min beslutning om at blive løsgænger. Og derigennem også på min måde at forsøge at skabe mening i alt det, der lige nu sker. Det er ikke sikkert – langt fra – at det er muligt lige nu. Det er nok alt for tidligt. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er en dybere mening gemt i alle de svære problemer og konflikter, vi som organisation slås med i disse uger og måneder.
Men lad mig starte et andet sted. Nemlig med at understrege, at jeg godt kan forstå den frustration – ja, vrede – mange af jer har følt overfor, at der i kølvandet på Josephine Focks overbevisende valgsejr, er rejst en lang række kritiske spørgsmål til hendes lederevne og personlige stil.
Josephine Focks valgsejr var legitim og overbevisende. Men det er de kritiske spørgsmål der er rejst efterfølgende også. Og det uanset om man kunne ønske, at det hele var foregået i den omvendte rækkefølge. Det gjorde det nu engang ikke.
Derfor har jeg også respekt for, at vores hovedbestyrelse har påtaget sig den urias-opgave at finde ud af, hvad der er op og ned i de oplysninger, der er kommet frem. Uagtet, at jeg ikke er enig med deres konklusion.
Det sagt, så tror jeg, at alle gerne ville have været foruden den situation, vi nu er havnet i som politisk kollektiv. I en situation, hvor det dags dato ikke ser ud til, at nogen rigtig vinder. Og hvor resultatet er dybe konflikter på kryds og tværs af alle niveauer i vores organisation. Mellem medlemmerne og os på Christiansborg. Mellem folkevalgte og tillidsvalgte. Mellem provinsen og København. Men måske er det allerværste det tab af håb og mening, vi hver især oplever på et helt personligt plan.
Hvordan kunne det dog ende her?
Hvor jeg – eksempelvis – må træffe en så livsforandrende beslutning som at forlade det parti og bevægelse, jeg selv var med til at starte. Ja, som ikke i dag ville have eksisteret, hvis jeg ikke havde taget initiativet. Tænkt ideen, og efterfølgende skrevet den ned: ambitionen om en hel ny politisk platform i Danmark. En politisk platform, der for altid ville forandre politik, som vi ellers kender det.
Hvordan kunne en så utopisk, ambitiøs – ja smuk – politisk ide, dog ende i den organisatoriske og politiske blindgyde, vi befinder os i i dag?
Kynikeren vil sige: Det er dér, alle utopier på et tidspunkt ender. Hvad der selvfølgelig er et gran af sandhed i. Jeg vil nok formulere det mere positivt: Det kan godt være, at Alternativet organisatorisk og politisk lige nu er endt i en blindgyde. Men så kan man heldigvis bakke ud af den igen. Og jeg håber oprigtigt, at I der fortsætter i Alternativet beslutter jer for det. Se at få sat organisationen i bakgear, så I igen kan komme ud på det politiske livs hovedrute.
Personligt er tiden dog kommet til, at jeg hopper af bussen og over på min egen grønne cykel for alene at sætte kursen i min egen videre politiske rejse. Jeg vil ikke udelukke, at vi igen mødes længere fremme af ruten (for jeg vil altid have et grønt Å i mit hjerte). Men lige nu skal vi ikke ad samme rute.
Og hvorfor skal vi ikke det?
Fordi der gennem en årrække har været en række afgørende tillidsbrud mellem nogle af os, der udgjorde kerneholdet bag Alternativets opstart og første folketings-periode. Hvad disse tillidsbrud har været, har jeg fremlagt for vores hovedbestyrelse. Jeg ser det ikke formålstjenligt at gentage dem her.
Men jeg vil blot understrege, at når konflikterne i disse uger dukker op igen med så voldsom kraft, er det fordi, at vi ikke tog dem første gang, de manifesterede sig. Det tager jeg min del af ansvaret for. Ikke mig alene. Men også mig. Nogen vil kalde det konfliktskyhed. Det gør jeg selv. Men jeg ved også, at det mest af alt var et forsøg på at beskytte det samlede politiske projekt, som den gang var så nyt og skrøbeligt.
Men netop fordi disse interne konflikter ikke blev taget i tide, er der opsparet så meget frustration hos de mennesker, der blev klemt i disse interne konflikter i folketingsgruppen og mellem folketingsgruppen og landsorganisationen.
Jeg vil ikke underspille, at perioden fra sommeren 2017 og frem til sommeren 2019 har været den mest udfordrende arbejdsperiode i mit liv. Hvor jeg som politisk leder skulle håndtere personligt som politisk, at jeg reelt ikke længere havde et flertal i folketingsgruppen bag mig.
Det er også i det lys, man skal forstå min udtalelse om at der rent faktisk var en gave i det valgnederlag, vi fik i sommeren 2019. Nemlig, at vi fik valgt en ny folketingsgruppe der ikke var præget af interne magtkampe. Hvor arbejdsglæden og ambitionsniveauet var højt fra dag et. Og hvor resultaterne ikke ventede længe på sig.
Vi indgik nemlig det ene forlig efter det andet med den nye regering – 30 er det blevet til på et halvt år – og vi fik ikke mindst sat væsentlige grønne aftryk på både finansloven og klimaloven, herunder introduceret ideen om et klima-borgerting.
Tilsvarende positive var processerne i landsorganisationen. Der blev afviklet de mest vellykkede seminarier i Politisk Forum historie. Hovedbestyrelsen afviklede en grundig valgevaluering. Og der blev formuleret motiverende og brugbare nye politiske sigtpunkter, som alle i partiet kunne navigere efter.
Så det var vitterlig på det helt rigtige tidspunkt, at jeg meldte min afgang den 16. december. Hvad der måske er mere vigtigt var, at den valgproces hovedbestyrelsen havde tilrettelagt på fornemste vis levede op til Alternativets værdier og ambitioner. Den var ny. Den var demokratisk. Den var medlemsinvolverende. Kæmpe ros for det.
Så igen: Hvorfor er vi endt der, hvor vi er?
Fordi centrale personkonflikter ikke blev taget i tide. Fordi gammel politisk kultur sivede ind i alle huller og sprækker i organisationen. Fordi rygter, løgne og konspirationsteorier vandt over fakta, redelighed og menneskelig ordentlighed. Fordi ganske få mennesker kan ødelægge det for rigtigt mange. Fordi vi måske ville for meget og havde for travlt.
Resultatet var – set derfra hvor jeg sidder – at mindste fællesnævner vandt over højeste. At troen på at flere ved mere, endte med at flere ved mindre. Og hvor de seks værdier, jeg havde formuleret som udgangspunkt for Alternativet, blev fortolket helt forskelligt, afhængig af personen og den konkrete kontekst. Hvor værdierne ikke blev brugt til at navigere efter, men til at slå andre folk i hovedet med.
Så når jeg nu hopper ud af Alternativet-bussen og op på min egen grønne cykel, er det fordi jeg ikke længere kan genkende det Alternativ som jeg var med til at starte. Det lyder selvfølgelig meget sort-hvidt. Og det er det også. For jeg ved om nogen, hvor mange fine initiativer og tiltag der finder sted i alle hjørner af Alternativet hver eneste ene dag – og givet også vil gøre det i fremtiden. Derfor er det også vigtigt for mig her at understrege, at uagtet den aktuelle højspændte og følsomme situation, så har jeg haft de vigtigste, fineste, kærligste og mest afgørende politiske oplevelser i mit liv i Alternativet-regi.
Vi fik i fællesskab ikke bare sat klimakrisen på dagsorden. Vi fik formuleret nogle af de mest inspirerende politiske udspil der er kommet fra et politisk parti i nyere tid. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men prøv at genlæs vores naturudspil, rapporten om de tre bundlinjer eller bogerløn, iværksætterudspillet, racismeudspillet, global politik eller regeringsprogrammet.
Vi satte et helt nyt politisk niveau. Og formulerede så meget godt og vigtig politik.
Vi fik også institutionelt og kulturelt ændret stort og småt på Christiansborg. Lige fra vores alternative parlamenter over huskunstnerordningen og kunst på slotspladsen (Hong Kong-statuen står der frem til 1. April) til borgerforslag.dk. Og ude i landet gjorde vores by- og regionsrådsmedlemmer det samme. De hævede barren igen og igen. Og resultaterne taler for sig. Bare se mod Fanø, Thisted, Syddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Aarhus, Fåborg, Svendborg, Odense, Rønne, Albertslund, Vordingborg, Frederiksberg eller København. Men se også til Østafrika hvor vi samarbejder med grønne partier i regionen, eller til London, hvor Alternative UK netop har taget det næste ambitiøse skridt i deres udvikling. For ikke at glemme det aftryk vi havde på det europæiske fællesprojekt: New Deal for Europe.
Jeg skriver dette for at understrege, hvor meget Alternativet allerede har betydet for det politiske liv i Danmark. For borgerne. Ude i kommunerne og regionerne som på Christiansborg. Men jeg skriver det også for at få sagt ordentlig tak til alle jer der har en aktie i at alt dette lykkedes. Jer, der har organiseret politiske laboratorier, lokale generalforsamlinger, valgudvalg og lokale valgkampagner, landsmøder og ikke mindst vores Folkemøde-program på Bornholm og den Alternative sommerhøjskole.
Hvilket fører mig frem til min sidste tak: Nemlig til de unge i Alternativets Unge. De stunder jeg har haft med jer gennem tiden – store som små – har været nogle af de mest meningsfulde politiske øjeblikke for mig overhovedet. Som I ved, har jeg på næsten alle de møder jeg har haft med jer, sluttet af med at sige: Se nu at kup voksne Å. Jeg mente det den gang og jeg mener det ikke mindst nu, hvor jeg selv lukker døren bag mig: Se nu at kup voksne Å! Det er jer, der er fremtiden. Også i Alternativet.
Men at Alternativet skal komme på ret kurs igen – hvad jeg måske ikke er den rette til at have en mening om nu, hvor jeg ikke længere repræsenterer Alternativet, men det har jeg så alligevel – er ikke alene et spørgsmål om for og imod en given politisk leder.
Det her handler endnu mere om, at hvis Alternativet skal genvinde sin relevans for vælgerne og være et ambitiøst politisk svar på de udfordringer Danmark og verden står overfor, skal vores politiske profil og identitet være langt skarpere. Et tydeligt visionært og samtidig jordbundent bud på det frie, grønne, postkapitalistiske samfund vi ønsker. Parallelt med dette politiske udviklingsarbejde skal der gennemføres en stor kollektiv oprydning i organisationen. Herunder, at de medlemmer der igennem flere år har spredt negative rygter og konspirationsteorier i organisationen får at vide, at de ikke længere er ønskede i Alternativet.
Sidst, men ikke mindst, skal Alternativets kosmopolitiske, grønne og kulturelt mangfoldige profil igen styrkes, så partiet er i stand til at fastholde og tiltrække nye talenter. Endnu engang må jeg vende tilbage til en af mine helt store politiske rollemodeller, den amerikanske anarkist Emma Goldman. Hun formulerede i en enkelt sætning det perspektiv jeg siden har set mit politiske arbejde igennem. Hun sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”.
Vi skal nemlig politisk være i stand til både fysisk som mentalt at danse. Ellers finder vi aldrig frem til de rigtige løsninger på de enorme samfundsproblemer vi i dag står over for. Aldrig har kreativitet, frihed, lethed, værdighed og skønhed været vigtigere. For den enkelte som for det store fællesskab.
Det er mit råd til jer. Det er mit farvel til jer. Nu som en fri grøn stemme.
