Kategorier
Partihop

Kim Edberg skifter fra NB til Danmarksdemokraterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)

I dag har Kim Edberg færdiggjort skiftet væk fra Nye Borgerlige og over til Danmarksdemokraterne. Den altoverskyggende pointe i Kim Edbergs egen begrundelse er, at han gerne ville have kolleger. Det har han nu fået hos Danmarksdemokraterne.

Normalt analyserer vi her på partihop.dk den tekst, som partihoppere typisk formulerer til et socialt medie. For tiden er Facebook det foretrukne for partiskiftende politikere. Denne gang var der en kortere tekst – og en lidt fyldigere video, som Kim Edberg har filmet i løbetøj med nogle marker og træer i baggrunden. Derfor er analysen centreret om videoklippet. Transkriberingen kan ses nederst i analysen fra Partihop.dk

Vi bruger den sædvanlige analysemodel, hvor vi opdeler begrundelserne i udviklingsbegrundelser, personbegrundelser og strategibegrundelser. Det lidt særlige ved Kim Edbergs begrundelse er, at udviklingsbegrundelserne er helt fraværende, selvom det er nærliggende at tænke, at Pernille Vermunds begrundelse for at (forsøge at) nedlægge Nye Borgerlige, også har spillet ind. Her var der den udviklingsbegrundelse, at partisystemet i dag har (for) mange forskellige partier på højrefløjen.

Det er lidt specielt, at han i videoen ikke nævner én eneste mærkesag, som han arbejder for – eller for eksempel har tilfælles med Danmarksdemokraterne. Han siger blot, at han vil fortsætte med at “sige [sin] mening og arbejde stenhårdt”.

Kim Edbergs begrundelser centrerer sig i virkeligheden kun om én pointe: Et tilvalg af personer. Det er måske nok et tilvalg af Inger, men det er i højere grad et tilvalg af at være en del af en større gruppe. Kim Edberg udtaler allerede i starten af videoklippet, at “det sidste år har været travlt – alt for travlt”. Dette skyldes at Nye Borgerliges gruppe til sidst reelt kun bestod af to personer.

Han siger, at han i Danmarksdemokraterne nu får en “flok dygtige kolleger, jeg kan spille bold op ad og få politik ført ud i livet”. Hvilken politik det så er, det nævner han som bekendt slet ikke, men man kan godt sige, at der er et strategisk sigte om at få gennemført [udefineret] politik.

Dokumentation: Transkribering af videoklippet

Hej allesammen. Nu er tiden vist kommet til, at I får en opdatering om, hvad Kim Edberg skal i fremtiden. Jamen, det sidste år har været travlt. Alt for travlt.

Jeg havde 35 ordførerskaber og nået at lave 200 ordførertaler. Det tror jeg, det er en eller anden form for rekord. Men jeg nåede også samtidig at brænde lyset i begge ender.

Så jeg har lige haft brug for at trække stikket i en ganske kort periode. Og så lige mærke efter i mig selv, hvor det er, at min fremtid i politik skal ligge. Og der er jeg kommet frem til, at det skal være i Danmarksdemokraterne.

Og det har jeg spurgt Danmarksdemokraterne, om de synes var en lige så fantastisk idé, som jeg synes. Og heldigvis så viste det sig, at det synes Inger egentlig også, det var.

Så fra i dag, der kommer jeg til at være en del af Danmarksdemokraterne i Folketinget. Jeg kommer til at få en hel flok nye, dygtige kolleger.

Og det ser jeg simpelthen sådan frem til, at jeg får nogen at spille bold op af. Sådan vi kan få noget politik ført ud i livet. En ting skal I vide allesammen:

Og jeg kommer også til at have meget mere tid til at gøre, som jeg har lovet fra starten af. Fortælle, hvordan livet på Christiansborg er. Fortælle, hvad det er, vi går og laver. Sådan I allesammen kan følge med.

Jeg håber og jeg tror, ej jeg ved faktisk. Jeg ved, at lige netop Danmarksdemokraterne, det bliver det helt rigtige sted for mig. Og så må vi jo håbe, at de også føler det samme.

Jeg har tænkt mig at gøre det, som jeg plejer. Sige min mening. Arbejde stenhårdt. For en ting er helt sikkert, at der er masser, der skal nås. Det ved jeg faktuelt, at det når jeg bedst ved Danmarksdemokraterne. Kan I have en rigtig god dag.

I kommer til at se meget mere til mig i fremtiden. Vi snakkes.

Kategorier
Partihop

Mads Fuglede skifter fra Venstre til Danmarksdemokraterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)

Dagens partiskifte er et af de mere markante, da regeringen ‘Mette Frederiksen II’, bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, mister deres flertal. Mads Fugledes skifte fra Venstre til Danmarksdemokraterne betyder, at Regeringen ikke længere kan “tælle til 90” (inklusive nordatlantiske mandater).

Som vanligt kigger Partihop.dk på partihopperens begrundelse, hvilket konkret er at finde i opslaget på Facebook, og analysemodellen ser ud som følger: Der er fire typer udviklingsbegrundelser, tre typer personrelaterede begrundelser samt fire typer strategiske begrundelser.

Mads Fuglede går lige til sagen og skriver: “Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid.” Her er det altså ikke politikeren, der har udviklet sig, men derimod partiet, der har udviklet sig væk fra politikeren.

Den begrundelse fortsætter gennem hele opslaget, og problemerne har hobet sig op: Regeringsdeltagelsen, co2-afgiften til landbruget, det fraværende borgerlige samarbejde, manglende borgerlighed.

Det er således en udviklingsforklaring, der går på partiets udvikling, der er dominerende i opslaget.

Mads Fuglede skriver også hen mod slutningen, at han altid har haft et godt samarbejde med Inger Støjberg, der som bekendt er udbryder fra Venstre. Derfor er der også en snert af den udviklingsbegrundelse, der går på partisystemets udvikling. Partihoppet sker (også), fordi der er opstået et nyt parti, der er nær partihopperen, nu hvor det oprindelige parti har bevæget sig væk fra partihopperens position.

Selvom han roser Inger Støjberg, fylder personbegrundelserne ikke meget. Tværtimod gør han meget ud af at understrege, at han har været glad for samarbejdet med personer i partiet – både på Christiansborg samt lokalt.

Så er der den del med det strategiske. Den del skriver partihopperne sjældent noget om, men det kendetegner partier i krise, at personer indvalgt for partiet hopper til partier i fremgang, hvorved sandsynligheden for genvalg ved et kommende valg stiger. Det er nærliggende at tænke, at Mads Fuglede derfor vil blive beskyldt for opportunisme.

Derfor er det vigtigt for partihopperen, i dette tilfælde Mads Fuglede, at der er en troværdig begrundelse. Om vælgerne finder begrundelsen troværdig denne gang, det må det kommende valg afgøre, men det er uomgængeligt, at Venstres regeringsdeltagelse har givet anledning til debat, så udviklingsbegrundelsen står ret stærkt.

Dokumentation: Mads Fugledes opslag på Facebook tirsdag den 19. marts:

Jeg har i dag meldt mig ud af Venstre og meldt mig ind i Danmarksdemokraterne.
Jeg repræsenterer Ringkøbing/Skjern og Vestjylland i Folketinget, og det vil jeg fortsætte med at gøre.
Partier er i deres gode ret til at udvikle sig og bevæge sig rundt i det politiske landskab, men det er også klart, at når man gør det, er der nogen, der vil blive efterladt i den proces. Sådan har jeg haft det gennem længere tid.
Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en co2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne.
Måske var det uundgåeligt, at det skulle komme hertil, men jeg håbede hele tiden, at Venstre ville finde tilbage til det borgerlige samarbejde og den borgerlighed, partiet var præget af, da jeg som dreng meldte mig under Venstres fane.
Uanset hvilken vej, Venstre må vælge i fremtiden, så vil jeg aldrig glemme, hvor meget jeg holder af partiet – og i særdeleshed dets medlemmer.
Mit brud med Venstre er udelukkende politisk, og Venstres folketingsgruppe rummer en lang række mennesker, som jeg holder meget af. Det gør jeg i dag, og det vil jeg også gøre i morgen.
Jeg vil også gerne rette en varm tak til hele Venstres bagland i Ringkøbing, der har taget så godt imod mig og min familie, da vi flyttede til Hvingel.
Jeg har altid haft et godt samarbejde med Inger. Og jeg glæder mig til at blive en del af et parti, der kæmper for at Danmark ikke skal knække over, at der skal være arbejdspladser i hele landet, og at vi skal have en stram udlændingepolitik.
Jeg er stadig på barsel et par uger endnu. Men når jeg vender tilbage i april, så glæder jeg mig til at få en hverdag med Danmarksdemokraternes folketingsgruppe, som jeg har lært at kende som solide borgerlige folk. Og så glæder jeg mig til at komme rundt i hele partiet og møde medlemmer og frivillige.

Kategorier
Partihop

René Christensen skifter fra DF til Moderaterne

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, politisk analytiker fra Partihop.dk

I mange år var René Christensen finanslovsforhandler for Dansk Folkeparti, men for tiden er han ikke medlem af Folketinget, men derimod byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune. Det er således et byrådsmandat, han i dag har taget med over til Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen.

De begrundelser han giver, har ifølge analysemodellen fra Partihop.dk sin vægt i Dansk Folkepartis udvikling – samt de mere strategiske overvejelser om at komme tætter på magten (for at gennemføre politik). Her følger en analyse af en Ritzau-artikel samt René Christensens eget Facebookopslag.

Dansk Folkeparti har bevæget sig væk fra magten

“Man kommunikerer på andre måder på sociale medier, hvor man har mere kant og de her ting. Det er ikke min stil”, siger René Christensen blandt andet til Ritzau, og det er en udviklingsforklaring: DF har udviklet sig i en forkert retning, mens René Christensen er den samme.

“Det fungerer nok udmærket i forhold til nogle vælgere. Men politik handler ikke kun om at blive valgt. Det handler også om at gøre en forskel. Jeg er i politik for at gøre en forskel, og jeg vil gerne være så tæt på magten som overhovedet muligt”, følges der op i Ritzau-artiklen, hvilket mere er en begrundelse, der går på taktik – med henblik på at få politik gennemført.

“Når tingene flytter sig, så er der på et tidspunkt for meget, der er gået i minus, og for lidt, der er gået i plus”, forklarer han, hvilket igen er en udviklingsbegrundelse. Det er ikke ham selv, der har udviklet sig, men derimod partiet. Til Ritzau siger han også, at dansk politik ”er ved at blive for hårdt”.

I Ritzau-artiklen bliver spurgt ind til EU-politikken, hvor Moderaterne er markant mere positive end DF, og til det svarer René Christensen, at han selv var imod, at DF skulle gå ind for at forlade EU, men at det ikke var til afstemning i Folketingsgruppen.

I hans eget Facebookopslag svarer han ikke bare på spørgsmål, men får derimod selv lov at sætte rammerne for, hvordan vi skal forstå partihoppet. Her er det i høj grad udviklingen i Dansk Folkeparti, han sætter ord på som begrundelse: De har bevæget sig væk fra magten. Hans politiske holdninger harmonerer ikke længere med partiets – efter partiet har ændret kurs. Det er ikke ham selv, ifølge hans egen forklaring.

På den måde er hans partihop delvist begrundet i Dansk Folkepartis udvikling – og delvist begrundet i ønsket om at komme tættere på magten – og altså få gennemført politik.

Tættere på magten – borgmestermagten?

Det hører også med til historien, at René Christensen var meget tæt på at blive borgmester i Guldborgsund Kommune ved sidste kommunalvalg, og det er meget muligt, at en konstituering vil forløbe mere gnidningsfrit efter næste kommunalvalg, hvis han er moderat i stedet for DF’er. Som René Christensen selv siger til Ritzau om Moderaternes arbejde (på Christiansborg):

“Det er det her med, at alt politik ikke skal være fuldstændig firkantet. At man enten går den ene eller den anden vej. Partiet har selvfølgelig en retning, og det er et borgerligt parti på midten, der kan se sig selv arbejde til begge sider”.

Facebookopslag 14. februar 2024
“Kære Alle
Dette kommer nok som en overraskelse, men efter grundig overvejelse har jeg i dag truffet den beslutning, at melde mig ud af Dansk Folkeparti og i stedet melde mig ind i Moderaterne.
Jeg synes, at Dansk Folkeparti flytter sig længere og længere væk fra magten. Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at dette partiskifte udelukkende afspejler, at mine politiske holdninger ikke længere harmonerer med den kurs, Dansk Folkeparti følger. Men jeg har været meget glad for at være med. Der har været mange flere lyse timer end mørke, og jeg ønsker DF al held og lykke med den politik, som de nu har valgt.
Jeg vil gerne sige tak til DF-lokalbestyrelse i Guldborgsund og den samlede DF-byrådsgruppe for et godt og konstruktivt samarbejde gennem alle årene.
I valget af Moderaterne har jeg blandt andet lagt vægt på, at partiet vil frisætte kommunerne ved at modernisere den offentlige sektor og gøre op med bureaukrati. Kommunerne har brug for mere frihed til opgaveløsningen, hvor særligt beskæftigelsesområdet trænger til en frisættelse. Kommunerne skal se borgerne som en ressource, og ikke som i dag, hvor lovgivningen ofte er så stiv, at den ikke giver mulighed for individuelle tiltag. Samtidig er erhvervsudvikling, lokalt og nationalt, af absolut vigtighed for et skattefinansieret samfund som det danske.
Politisk føler jeg mig hjemme hos Moderaterne, og jeg ser frem til at samarbejde med dem.
Jeg vil gerne takke alle jer, der har støttet mig, hjulpet mig og stemt på mig gennem årene. Jeg sætter stor pris på jeres opbakning og jeg vil fortsætte kampen og håber at I vil følge med.
Med venlig hilsen
René Christensen,
Viceborgmester i Guldborgsund Kommune
Moderaterne”

Kategorier
Partihop

Er det altid skidt at søge magten? Isabella Arendts skifte fra KD til C

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol og konservativ

Nogle har spurgt mig om min holdning til Isabella Arendts indmeldelse i Det Konservative Folkeparti. Jeg har selv engang været medlem af KD og efter flere års pause fra partipolitik meldte jeg mig ind i Det Konservative Folkeparti. Derfor kender jeg både det parti hun har forladt – og hendes nye parti.

Til gengæld er jeg ikke en neutral betragter, og det er der både fordele og ulemper ved. Jeg har mødt Isabella Arendt nogle få gange, og jeg følger hende på Facebook.

Jeg interesserer mig også for ”partihop” som fænomen, men jeg afgrænser dog det begreb til politikere, der tager et folkevalgt mandat med til et andet parti. Dermed er Isabella Arendt ikke en “partihopper”, men debatten er der alligevel, da hun er en prominent politiker, siden hun midt under en valgkamp blev “Vikaren fra Himlen”, der tog over for Stig Grenov.

En sjældent anerkendt kvalitet ved politikere er deres ønske om magt: ”Uha, han er et magtmenneske”, kan kritikken nogle gange lyde. At søge magten bliver opfattet som en skidt kvalitet. Sjovt nok kan jeg primært huske det sagt om kvinder: ”Hun er et magtmenneske”. Kønsdebatten gemmer jeg dog til en anden gang.

En anden variant af kritikken er: ”Hun er en levebrødspolitiker”. Begge varianter er kritik, der bliver rettet mod politikere, der søger magten – og meget gerne vil have den.

Omvendt betragtet: Den nødvendige magt

Jeg vil gerne vende den om: Hvis man har alle de rigtige holdninger, og man ønsker at påvirke den politiske retning, så kræver det, at man søger magten. Man skal være magtmenneske til en hvis grad.

Selvfølgelig skal personen være mere end ”bare et magtmenneske”, men det går simpelthen ikke, at man sætter en person i front, der ikke har forstået, at NOGEN skal tage magten – og det er bedre, det er personen med de rette evner og holdninger, der gør det.

Og ”levebrødsvarianten” kan også vendes om: Hvis ikke man skaffer en politisk position, endda et levebrød, så kan man dårligt dedikere sin tid til også at få politisk indflydelse.

Isabella Arendt bliver i flere kommentarspor beskyldt for at være en levebrødspolitiker. Det er så på trods af, at hun aldrig har været valgt ved hverken et kommunal- eller folketingsvalg, og at hun i øvrigt opgiver et lønnet job som formand for KD for at lave frivilligt arbejde for Det Konservative Folkeparti.

Nu hvor beskyldningerne flyver, så er det mere brugbart at finde en analytisk model frem, der måske kan forklare hendes politiske ageren.

En analyse af politisk ageren

En analytisk model, jeg tænker er relevant at inddrage her, er ”Kaare Strøms model”. Den norske politolog Kaare Strøm opdeler partiers adfærd i tre forskellige aspekter i denne ret simple model:

Kaare Strøms model for politiske partiers ageren.

Når et parti er ”office seeking”, så fokuserer partiet på at få magten. Så taler man om ”nøglerne til ministerbilerne” og antallet af “taburetter” – eller for de mindre partier: At komme over spærregrænsen.

Når et parti er ”policy seeking”, så går partiet mere op i, om de har det ”helt rigtige partiprogram”. Det er vigtigere, hvad der står i det politiske forlig, end om det forbedrer meningsmålingerne. Det er måske ikke populært, men det er den rigtige, gode og sande politik.

Når et parti er ”vote seeking”, så handler det om at få det bedst mulige valgresultat. Det er vigtigere at være et stort parti end at være et regeringsparti. Politikken bliver designet efter at skaffe flest mulige vælgere. Bliver man så pludselig det største parti, så vil man ikke have regeringsmagten, for så skal man pludselig stå på mål for det, man sagde i valgkampen.

Kort fortalt kan partier ifølge denne model navigere efter taburetter, politik eller stemmer ved valget. Hvert af de aspekter ved et parti kan placeres i spidsen af en trekant, og så kan man analysere partierne, og placerer dem forskellige steder i trekanten.

Mange partier placerer sig ét eller andet sted nær midten. Et parti i krise kan derimod i en årrække fokusere meget på at få stemmer, men det kan være for at få den platform, der senere kan veksles til adgang til regeringsdeltagelse eller gennemførelse af politik. Målet kan på den måde skifte fra år til år, og det ene aspekt kan være et middel for at nå et andet mål.

KD og Arendt i Kaare Strøms model

Min analyse af henholdsvis KD’s og Arendts placering i et øjebliksbillede af Kaare Strøms model.

Når partiet Kristendemokraterne skal placeres i trekanten i Kaare Strøms model, så kan jeg ikke komme uden om, at jeg i høj grad ser partiets medlemmer som policy seeking. Det kan ses, når nogle i partiet for eksempel forsøger at rykke partiet på abortspørgsmålet.

Partiet har ikke i Folketingssalen foreslået at afskaffe den frie abort i cirka 40 år, selvom partiet i starten af partiets levetid nærmest rituelt fremlagde det forslag hvert år ved Folketingets åbning. Når så en formand forsøger at gøre det klart overfor baglandet, at realpolitikken har været sådan i mange år, så gør baglandet oprør.

Det er et parti, der kæmper med at komme over spærregrænsen, og alligevel publicerer og fremlægger de store omfattende programmer om alle mulige emner – i stedet for at skele lidt til folkestemningen og forsøge at komme med hurtige og let forståelige bud på aktuelle sager. Groft sagt.

Her er KD’s eneste opslag på Facebook på dagen, hvor den tidligere formand Isabella Arendt meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, og partiet således fik noget tiltrængt opmærksomhed:

KD’s eneste opslag på Facebook på dagen, hvor partiet får opmærksomhed, fordi den tidligere formand Isabella Arendt er skiftet til Det Konservative Folkeparti.

“KD´s hovedbestyrelse har i weekenden revideret KD´s integrations og udlændingeprogram. Kristendemokratisk udlændinge- og integrationspolitik bygger på et menneskesyn, der anerkender at allemennesker har lige stor værdi. Derfor skal området både sikre rettigheder og stille krav, på lige fod som vi gør det over for danske statsborgere. KD mener at asylbehandling…”

Og sådan fortsætter opslaget. Ordoptællingen siger 329 ord eller 2.251 tegn (med mellemrum). Det følges af et billede af Marianne Karlsmose og et ukonkret slogan.

Kilde: https://www.facebook.com/kristendemokraterneDK/posts/389698633188538

Det tjener KD til ære, at deres bagland går meget op i, hvilken politik partiet fører. Til gengæld har det ikke skaffet partiet over spærregrænsen ved et folketingsvalg siden 2001. Partiet måtte forlade Folketinget ved valget i 2005.

Af de grunde placerer jeg KD langt oppe i hjørnet med “policy seeking”.

Arendt rykker “sydpå”

Til gengæld må det have været frustrerende for Isabella Arendt, at partiets bagland på ingen måder vil gå på kompromis. Nu er hun i stedet skiftet til Det Konservative Folkeparti. Det er et parti, der blev fordoblet ved sidste valg – og ifølge meningsmålingerne står til at blive fordoblet igen ved næste valg. Der skal derfor vælges en del nye folketingsmedlemmer, så hvis man har erkendt, at man kun kan få indflydelse i politik, hvis man har en platform, så er Det Konservative Folkeparti formentlig et godt sted at være ved næste valg.

Jeg har placeret Isabella Arendt nede nærmere ved “Office seeking”, da jeg tænker, at Isabella Arendt er nået frem til den erkendelse. I radioprogrammet ‘Alis Fædreland’ med Ali Aminali, der bliver hun spurgt ind til, hvordan hendes holdninger til flygtninge flugter med den linje, som Marcus Knuth (MF, konservative) står for. Her svarer hun noget i stil med, at hun “vil fokusere på andre politikområder”. Hun går altså på kompromis med nogle af hendes politiske holdninger, så hun kan få den platform (medlemskab af Folketinget for Det Konservative Folkeparti), der skal bruges til at få politisk indflydelse på andre områder.

Det vigtige er derfor, hvad man vil bruge den nye platform til. Her har Isabella Arendt trods alt klart meldt ud, at hun vil fremme den grønne omstilling og familiepolitikken. Det er to sagsområder, hvor der er et stort overlap mellem Kristendemokraterne og Det Konservative Folkeparti.

Hvis man mener, man kan fremme en sag bedre end så mange andre, så er det i mine øjne helt i orden at søge den magt, der skal til. Ellers bliver sagen svigtet.

Til gengæld er det ofte den bedste strategi at bakke sit parti loyalt op – indtil man bliver spurgt, om man vil stige i graderne. Det kræver dog, at man er i et parti, der reelt søger magten.

Det er derfor, at jeg skriver øverst, at ønsket om magt er en sjældent anerkendt kvalitet. Man kan godt stå ude på sidelinjen med alle de rigtige holdninger, men så overlader man magten til magtmennesker med de forkerte holdninger.

Når man skifter parti, så udsætter man sig selv for en masse kritik. Nogle bærer nag i rigtig mange år, og partiskiftere kan derfor se frem til syrlige kommentarer på de sociale medier i mange år frem. Man skal derfor kun gøre det, hvis man virkelig vil det. Hvis man insisterer på at få indflydelse – og derfor går efter magten.

Kategorier
Det Konservative Folkeparti (C) Partihop Venstre (V)

Randers: Christina Kjærsgaard skifter fra Venstre til Konservative

En egentlig nyhed er det ikke længere, men den 20. januar 2021 skiftede Christina Kjærsgaard fra Venstre til Det Konservative Folkeparti i Randers. Byrådsmedlemmet har sendt en pressemeddelelse ud med kommentarer fra det eksisterende byrådsmedlem Daniel Madié samt den nye formand.

Hun nævner begrundelser for partihoppet, der lander i to forskellige kategorier: Mulighed for at få politik igennem (herunder at blive genvalgt?) samt problematiske sager i Venstre (både lokale sager og landspolitisk).

Derudover afviser hun eksplicit én hyppig begrundelse for partihop: At hun har ændret holdninger. Det siger noget om lokalpolitik, at man så tydeligt kan afvise at have ændret holdninger, men så alligevel kan skifte til et parti stiftet på et helt andet ideologisk grundlag. Det vidner om den pragmatisme, der er i lokalpolitik, hvor de enkelte (mærke-)sager samt personlige relationer har stor betydning.

De landspolitiske meningsmålinger

En gammel talemåde siger, at “når krybben er tom, så bides hestene”. Der er en tendens til at acceptere fejl og uenigheder, hvis meningsmålingerne er gode – og alle står til genvalg. Det er lige nu, at kandidatlisterne bliver færdiggjort, så hvis man ønsker at stille op for et andet parti, så er det nu, politikeren skal skifte.

Vi ser lige nu en tendens til, at politikere fra LA, DF og V af den årsag skifter til NB og C i den blå lejr.

Pressemeddelelse: Christina Kjærsgaard skifter parti til Det Konservative Folkeparti.

Jeg har efter megen overvejelse, over en længere periode nu truffet beslutningen om at skifte parti til Det Konservative Folkeparti, som jeg fremadrettet vil repræsentere i Randers Byråd.

At skifte parti er ikke et nemt valg for en politiker, men dette er en velovervejet beslutning, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige, hvis jeg skal have mulighed for at gennemføre den politik, jeg står for lokalt.

Der er gået snart 10 år, siden jeg første gang meldte mig ind i den politiske verden. Det sidste år til halvandet har på flere fronter trukket tænder ud – og nu er bægeret mere end fuldt!

Jeg skifter parti, fordi jeg ikke længere kan se mig selv i flere af de beslutninger, som Venstres nuværende formand Jacob Ellemann Jensen har taget.

Herunder hele forløbet omkring tidligere næstformand i Venstre Inger Støjberg, Politiforliget som V ikke blev en del af, Minksagen, som V ikke håndterede elegant og Metoo sagerne, hvor jeg synes, at man burde have haft en mere nuanceret debat.

Jeg skifter parti, fordi Venstres Byrådsgruppes holdninger og mine igennem de sidste 1,5 år ikke altid har været forenelige.

Jeg håber, at mine vælgere ved, hvad jeg står for.

Det ændrer sig ikke, fordi jeg skifter parti.

Mine grundholdninger forbliver de samme.

Jeg ønsker Venstre i Randers held og lykke med deres politiske projekt.

Vi vil fortsat være gode kollegaer i Randers Byråd.

Jeg ser frem til et tættere samarbejde med Daniel Madie og Det Konservative Folkeparti´s bagland.

Jeg kender Daniel som mangeårig konservativ Byrådspolitiker i Randers Kommune.

Vi bliver et stærkt borgerligt team og jeg glæder mig helt vildt til samarbejdet.

AF: Daniel Madié Byrådsmedlem for konservative

Jeg ønsker Christina Kjærsgaard hjertelig velkommen i den konservative gruppe.

Fra byrådsmøderne kender jeg – og alle der følger møderne – Christina som velforberedt, veltalende og optimistisk i sine sagsfremstillinger.

Jeg kender endnu bedre Christina fra det udvalgsarbejde som fylder mest i en politikers arbejde.

Vi har begge to en plads i udvalget for sundhed, kultur og fritid. Her har jeg gennem flere år oplevet Christina som meget engageret og dygtig.

Her har vi altid haft gode diskussioner og meningstilkendegivelser. Christina er skarp, så jeg glæder mig meget til at arbejde endnu mere sammen med hende.

Af: Bo Vestergaard Hansen Vælgerforeningsformand

På partiets vegne ønsker jeg Christina Kjærsgaard velkommen i Det Konservative Folkeparti.

Det er rart at få dygtige og engagerede medlemmer, som deler de konservative holdninger og politiske standpunkter. Jeg er sikker på at Christina bliver et aktiv for hele vores organisation, og jeg glæder mig til, at hun og vores konservative bagland kommer godt afsted med at fremme en god politik i Randers kommune.

Kategorier
Det Konservative Folkeparti (C) Liberal Alliance (LA) Partihop

Frederiksberg: Laura Lindahl skifter fra LA til Konservative

Analyse af Mathias Schwartz Kirkegaard, redaktør

Laura Lindahl er tidligere Folketingsmedlem for Liberal Alliance (2015-2019) og skifter nu, den 3. februar 2021, til Det Konservative Folkeparti. Hun er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Centralt i sin begrundelse understreger hun sin personlige udvikling, hvor hun efter hun er blevet mor, nu går mere op i normeringer i daginstitutionerne – og mindre op i skattelettelser. Det bliver oven i købet bakket op af et familiefoto.

Det forlyder også, at hun internt i LA har argumenteret for, at penge til flere pædagoger er vigtigere end skattelettelser.

Hun understreger dog, at hun fortsat vil arbejde for nogle af de liberale mærkesager, men tilføjer dog en pragmatisme, der tilsyneladende, ifølge Laura Lindahl, er mere plads til i Det Konservative Folkeparti. Det fremgår dog ikke, om hun mener, det er en pragmatisme der er forsvundet, eller om den blot aldrig har været i LA.

Et par dage tidligere kritiserede hun dog et forslag fra Liberal Alliance om at en rating-app skal indføres i ældreplejen: “Jeg kommer ikke til at stille dette forslag om et ratingssystem i ældreplejen på Frederiksberg. Jeg synes, det er et dårligt forslag af mange årsager. Den offentlige sektor bliver bedre ved at styrke det frie valg – det frie valg (markedet) fungerer jo som et ratingssystem i selv. Når rating giver mening hos private virksomheder, så er det fordi, man som forbruger får endnu bedre mulighed for at vælge det bedste ved at se andres rating. Og det er jo ikke tilfældet her”, skrev hun på Facebook 1. februar 2021.

Også del af en tendens

Når personer valgt fra et lille parti skifter til et større, kan det også bunde i et ønske om kolleger: Det er hårdt at være den eneste valgte og skal håndtere alle politikområder, partiets egen bestyrelse, al kommunikation og så videre. Det er ikke til at sige, om det også er en del af forklaringen her.

Der er dog en tydelig tendens til, at når det går virkelig dårligt for et parti på landsplan, så sker der en afskalning. Man er i politik, fordi man gerne vil påvirke sit lokalsamfund, og hvis et parti på landsplan nedsmelter for åbne kameraer, så påvirker det også det lokale valg.

Da personer og relationer betyder meget i lokalpolitik, mere end samarbejdsrelationer på landsplan, så ser vi ofte besynderlige konstitueringer, der ikke afspejler samarbejdet i Folketinget. Derfor kan mange se det som nærliggende, hvis man gerne vil have sin politik gennemført, at man skifter til et parti med større mulighed for valg.

Partier i den blå lejr med dårlige meningsmålinger er Liberal Alliance samt Venstre. Partierne med gode meningsmålinger er Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti.

Derfor ville det undre mere, hvis en person skifter fra Det Konservative Folkeparti til Liberal Alliance end omvendt. I omegnskommunen Københavns Kommune er Karina Bergmann for eksempel også skiftet fra Liberal Alliance til Det Konservative Folkeparti.

Jeg har meldt mig ind i Det Konservative Folkeparti.
Jeg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Liberal Alliance for 7 år siden. Siden er jeg blevet gift og mor til to børn, hvilket utvivlsomt sat nye perspektiver på den politik, jeg ønsker at kæmpe for. Da jeg sad til budgetforhandlinger tilbage i efteråret og kunne mærke, at jeg brændte mere for at få flere pædagoger i daginstitutionerne end for at sænke skatten, da vidste jeg, at jeg hører hjemme hos de konservative og ikke længere i Liberal Alliance.
Jeg ønsker stadig mere personlig frihed, et lavere skattetryk i Danmark og at den offentlige sektor skal drives mere effektivt. Men jeg finder det mere meningsfyldt at arbejde for pragmatiske løsninger, der kan blive til virkelighed og som kan gøre en positiv forskel. Løsninger, som rummer balancen mellem personlig frihed og ansvar for fællesskabet og for hinanden. Lige præcis den balance, som kendetegner Frederiksberg.
Det betyder derfor et farvel til Liberal Alliance. Jeg meldte mig ind i partiet for 12 år siden og sad i Folketinget fra 2015 – 2019. Jeg er stolt af at have kæmpet for at rykke holdninger med dedikerede partifæller fra hele landet, og jeg skylder især Anders Samuelsen, Lars Seier og andre nøglepersoner en stor tak for at have gjort det muligt. Det er et farvel til partiet som medlem, men det er forhåbentlig ikke farvel til de fantastiske mennesker, jeg har lært at kende gennem årene.
Jeg er rørt og taknemlig over den modtagelse jeg allerede har fået af Det Konservative Folkeparti – både lokalt på Frederiksberg og blandt mine tidligere kollegaer på Christiansborg. Det føles som den helt rigtige beslutning, og jeg ønsker derfor også at stille op som kandidat for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg til det kommende kommunalvalg.
Min farmor var valgt til byrådet for de konservative i Køge i mange år. Hvis hun havde levet i dag, ville jeg have glædet mig til at fortælle hende om min beslutning. Men mon ikke hun smiler med et sted fra oven?
Kh. Laura.

Kategorier
Partihop

Forsinket nyhed: Ango Winther skifter fra S til C i Aarhus Byråd

Skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard

Efter 26 år som byrådsmedlem for Socialdemokratiet skiftede Ango Winther i november 2020 til Det Konservative Folkeparti. Det skete efter en stribe konflikter mellem Ango Winther og resten af Socialdemokratiet i forbindelse med en stribe byggesager.

Ifølge en artikel i Jyllandsposten, der blandt andet er refereret til i Danske Kommuner, så kan Ango Winther ikke længere genkende de værdier, der er i Socialdemokratiet i Aarhus.

I en pressemeddelelse uddyber Ango Winther ifølge Randers Amtsavis:
“Måden, partiet agerer på, har ændret sig de seneste år. Jeg føler, at jeg er den samme. Det er partiet, der har forandret sig. […] Nogen siger, man bliver mere borgerlig med alderen, og det kan der være noget om, men jeg er nået dertil, at jeg også ser det som valget mellem en stabil og klar konservativ linje overfor et socialdemokrati, som jeg på det seneste ikke længere helt ved, hvor jeg har, og som i flere afgørende sager er vendt om på en tallerken, og som mere og mere læner sig mere til venstre – og som jeg ikke længere kan se mig selv i.”

I pressemeddelelsen skriver han også: “For mig har der aldrig været langt fra Socialdemokrat til Socialkonservativ på de områder der er vigtige for mig – der hvor man har blik for værdien af fællesskabet og vores velfærd, ansvaret for de kommende generationer, omsorgen for de ældre og de svageste, og samtidig giver frihed til virkelyst og har fokus på erhvervsliv og arbejdspladser – og så betyder værdier som ordentlighed og respekt rigtig meget for mig.”

Når jeg analyserer begrundelserne, så er der både elementer af “jeg har ændret mig” og “partiet har ændret sig”, hvilket sammenlagt har resulteret i partiskiftet. Der har været en forhistorie med konflikter om byggesager, men efter 26 år i byrådet, må man ikke formode, at Ango Winther har været uvidende om, hvad generelt er (eller tidligere har været) socialdemokratisk politik på området. Det styrker forklaringen om, at enten politikeren, partiet eller begge har bevæget sig væk fra hinanden.

I landspolitik ser vi sjældent, at der er “partihop” fra Socialdemokraterne til Det Konservative Folkeparti, men i det kommunale realpolitiske maskinrum er de to partier knap så langt fra hinanden, hvilket også betyder, at de oftere samarbejder og konstituerer sig sammen – afhængigt af kommunens historie og politiske kultur.

Kategorier
Alternativet (Ø) Frie Grønne Partihop

3 hop på stedet? Fra Alternativet til Frie Grønne Stemmer til partiet Frie Grønne

Efter Uffe Elbæk, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer forlod Alternativet og blev løsgængere i Folketinget, dannede de samarbejdsgruppen Frie Grønne Stemmer, der blev deres fælles gruppe på Christiansborg. Nu har de så formelt stiftet partiet Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, sammen med Niko Grünfeld, der blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation – også for Alternativet.

De forlod altså et grønt venstrefløjsparti for at stifte et grønt venstrefløjsparti. Som Uffe Elbæk skrev i sit afskedsbrev, og i sit opfølgende afskedsbrev, så handlede afskeden med Alternativet primært om personkonflikter og organisatorisk kaos – mere end egentlig politisk uenighed.

Der er dog en forskel mellem Alternativet og Frie Grønne i forhold til strategi, ifølge partiets leder Sikandar Siddique: Jeg er ikke over nat blevet et andet menneske. Men vi tager det bedste med og husker på, “hvad har vi lært?”, siger han på pressemødet ifølge DR. Herefter henviser han til, at det nye parti ikke vil gå på kompromis, men derimod hellere vil stå uden for aftaler. Omvendt blev den nye leder af Alternativet, Josephine Fock, valgt på en strategi om at søge indflydelse – og dermed kompromisser.

Når jeg gennemgår begrundelser for partihop, så er der en tjekliste, jeg kigger efter: Nogle gange har politikeren selv flyttet sig politisk, andre gange har det gamle parti flyttet sig, andre gange er politikeren skiftet til et parti, efter “det modtagende parti” har flyttet sig (eller er opstået). I dette tilfælde handler partihoppene tilsyneladende mest om, at partiet Alternativet ikke var lykkedes på det organisatoriske plan – af forskellige årsager. Politisk set er det langt hen af vejen “hop på stedet” for de tre folketingsmedlemmer samt medlemmet af Københavns Borgerrepræsentation.

Nu har vi så Alternativet, Frie Grønne og Veganerpartiet, og René Gades ‘Lykkepartiet’, der på forskellige måder alle forsøger at vinde stemmer med overlappende dagsordener. På den måde minder det om splittelsen på den yderste venstrefløj før Enhedslistens stiftelse, hvor en hel række af socialistiske partier var enige om at indføre det klasseløse samfund – men fuldstændigt uenige om detaljerne, hvorved deres samlede repræsentation i Folketinget blev sparsom.

Kategorier
Partihop RV) Socialdemokratiet (S)

Får Mette skylden? – Mahad Yussuf skifter fra S til B i Aarhus

Analyse skrevet af Mathias Schwartz Kirkegaard (cand.scient.pol)

Det aarhusianske byrådsmedlem Mahad Yussuf skifter 26. august 2020 fra Socialdemokratiet til Det Radikale Venstre.

Skiftet hører til i kategorien “det er ikke mig, men dig”, da Mahad Yussuf peger tilbage på sin affektion for Svend Auken. Han skælder ud på Socialdemokratiets udvikling på det værdipolitiske område.

Tidligere på måneden har Mahad Yussuf, der selv har somalisk baggrund, udtalt sig kritisk om sin egen socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaards udmeldinger om coronasmitten blandt somaliere i Aarhus. På landsplan har Mette Frederiksen også fremhævet smitten i de somaliske miljøer.

Ofte har partihoppere også en fortælling om personlig udvikling a la “jeg er blevet klogere”. Andre gange er der en reference til en udenforstående begivenhed a la “der er nu opstået en klimakrise”, der angiver en grund til partiskiftet.

Personlig udvikling mod de radikale?

I begrundelsen fra Mahad Yussuf er der måske antydningen af en personlig udvikling i form af “vokset fra hinanden”-argumentet. Det er heller ikke klassiske socialdemokratiske slagord, der præger begrundelsen. Ord som “solidaritet” og “lighed” optræder eksempelvis ikke, men der er blevet plads til radikale slagord om forskellighed, ligeværd og frisind.

Det er interessant, at han faktisk får skrevet, mere eller mindre mellem linjerne, at “et samfund bygget på forskellighed” ikke giver “reelle udfordringer”. Det identificerer jeg ikke som en klassisk socialdemokratisk tese, hvor “lighed” (og dermed ofte også “enshed”) og sammenhængskraft bliver tillagt en vis værdi.

På Facebook skriver Mahad Yussuf blandt andet om partiskiftet (mine fremhævninger):

“Det er tid jeg vil se tilbage på med stor glæde lige siden jeg, som ung mand, blev inspireret af Svend Auken i at involvere mig i politik. I de sidste par år har jeg desværre måtte erkende, at partiet og jeg er vokset fra hinanden i forhold til den værdipolitiske linje på landsplan.

For mig handler politik om at kæmpe for et rummelig Danmark, som har plads til forskellighed.

Vi er nødt til at acceptere hinandens forskellighed, og et samfund som er bygget på forskellighed, er et stærkt og robust samfund. Jeg ønsker et samfund, hvor vi kæmper sammen om og imod de reelle udfordringer vi står overfor. Jeg ser værdier som ligeværd, frisind og tillid, som skal være det bærende kraft i vores samfund.

Den kamp kan jeg bedst kæmpe som del af Radikale Venstre, hvor værdipolitikken er det, der samler – ikke det, der splitter.

Derudover kommer han også ind på klimaomstillingen, det gode børneliv og idrætspolitikken.

https://www.facebook.com/mahad.yussuf.5/posts/2065791140232552

 

Kategorier
Alternativet (Ø) Partihop

Kåre Traberg Smidt skifter fra Alternativet til Fremad

Analyse af Mathias Schwartz Kirkegaard

Kåre Traberg Smidt er tidligere kandidat for Venstre, skiftede så til Alternativet – og er nu skiftet til Partiet FREMAD.

Ved kommunalvalget i 2017 blev han valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, der derved nu har en repræsentant for Partiet FREMAD.

Når en politiker skifter parti, kan der være flere forskellige årsager i spil – eller en kombination. Det kan være partiet har udviklet sig i en for politikeren forkert retning, det kan være politikeren selv, der har udviklet sig, det kan være personlige konflikter eller det kan være en ydre omstændighed, der har ændret forudsætningerne. Eksempelvis vil der nødvendigvis være en “politik før coronakrisen 2020” og en “politik efter coronakrisen 2020”, og det kan være en ‘game changer’ for politikeren, der derfor skifter parti.

I gennemgangen af argumenterne for partihoppet, står det klart, at for Kåre Traberg Smidt er det ikke ham selv, der har rykket sig – men derimod har han selv altid tilhørt “det gamle Venstre”, som han nu ser en genkomst af i Partiet FREMAD. Han skriver selv på Facebook, at ham og Alternativet er vokset fra hinanden, men det er tydeligst i dette citat fra Berlingske, som han også selv refererer til på Facebook:

“Så det er absolut ikke Alternativets ideologi eller politik, jeg ikke bryder mig om. Det er mere det, at jeg er en gammel, socialliberal værdikriger, og pludselig dukker det her parti op, som repræsenterer det gamle Venstre. Det, der før i tiden handlede om frihedsidealer, borgerens grundlæggende, individuelle rettigheder, gennemsigtighed i offentlighedsloven og hele grundtanken om, at du er din egen lykkes smed, men med et socialt aspekt. Det så jeg jo også som en del af Alternativet, da det kom. Men det har stået voldsomt meget i skyggen af den meget vigtige grønne omstilling.”

Kåre Traberg Smidt henviser også til kriserne i Alternativet, men på trods af 1) at han henviser til de forskellige politiske synspunkter og 2) han henviser til kriserne i partiet, så hævder han alligevel, at det ikke er et fravalg af Alternativet men et tilvalg af det nye parti. Han skriver også: “Jeg vil dog fortsat kæmpe for den politik jeg gik til valg på.”

Disse to citater kan eksempelvis forekomme svære at forene:

  1. “Det er ikke et fravalg af Alternativet – det er et tilvalg af Fremad. Det vil jeg sige som det første”. Alternativet har repræsenteret en kamp for den grønne omstilling, som jeg håber, at de vil fortsætte med fremadrettet” (han citerer på Facebook interview fra Berlingske)
  2. “Jeg havde også ønsket, at det havde udviklet sig anderledes. Alternativet er blot ikke længere det parti som jeg meldte mig ind i. Jeg har ikke lyst til at sige mere end det, da jeg hellere vil se fremad” (citat fra efterfølgende afsnit i Facebookopslag)

Sætter man de to citater overfor hinanden, så er det svært at påstå, at det ikke OGSÅ er et fravalg af Alternativet.

Andre partihoppere har henvist til deres egen personlige politiske udvikling, som argument for tilvalget af et andet parti, men udmeldingen fra Kåre Traberg Smidt har ikke sådanne overvejelser. Det kan være, sådan nogle overvejelser kommer for dagen senere, for Kåre Traberg Smidt må have gjort sig nogle overvejelser om, hvordan det er at gå fra borgerlig blok, til rød blok – og nu tilbage til blå blok igen.