”If I can’t dance, it’s not my revolution”

Kære medlemmer, tillidsvalgte og folkevalgte i Alternativet

Jeg har i min tid som politisk leder skrevet rigtig mange nyhedsbreve til jer og efterfølgende sendt det ud fra vores presse og kommunikationsafdeling. Sådan bliver det ikke denne gang. Dette ”nyhedsbrev” er givet nået frem til dig gennem andre kanaler. Men hvordan du har modtaget det, er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at det når frem, for det er skrevet til dig.

Jeg vil nemlig gerne forklare dig, hvorfor jeg i dag har truffet den alvorlige beslutning at melde mig ud af Alternativet og igen blive en fri grøn stemme i Folketinget.

Det er en beslutning, der selvfølgelig har voldsomme konsekvenser for mig personligt. Jeg skal sige farvel til gode MF-kollegaer. Jeg skal sige farvel til dybt respekterede medarbejdere. Men ikke mindst skal jeg sige farvel til min politiske relation til alle jer, som jeg har mødt i vidt forskellige politiske sammenhænge i Alternativet gennem de sidste små syv år.

Jer, som jeg samlede vælgererklæringer ind sammen med i tidernes morgen. Jer, som gav input til vores første politiske program i 2014. Jer, der stillede op til folketingsvalget i 2015 og igen 2019. Jer, der dag ud og dag ind løfter organisatoriske opgaver på både lokal-, kreds- og landsniveau. Og ikke mindst alle jer unge i Alternativets Unge.

Det er til jer dette afskedsbrev er skrevet.

Fordi jeg gerne vil forklare jer min beslutning om at blive løsgænger. Og derigennem også på min måde at forsøge at skabe mening i alt det, der lige nu sker. Det er ikke sikkert – langt fra – at det er muligt lige nu. Det er nok alt for tidligt. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er en dybere mening gemt i alle de svære problemer og konflikter, vi som organisation slås med i disse uger og måneder.

Men lad mig starte et andet sted. Nemlig med at understrege, at jeg godt kan forstå den frustration – ja, vrede – mange af jer har følt overfor, at der i kølvandet på Josephine Focks overbevisende valgsejr, er rejst en lang række kritiske spørgsmål til hendes lederevne og personlige stil.

Josephine Focks valgsejr var legitim og overbevisende. Men det er de kritiske spørgsmål der er rejst efterfølgende også. Og det uanset om man kunne ønske, at det hele var foregået i den omvendte rækkefølge. Det gjorde det nu engang ikke.

Derfor har jeg også respekt for, at vores hovedbestyrelse har påtaget sig den urias-opgave at finde ud af, hvad der er op og ned i de oplysninger, der er kommet frem. Uagtet, at jeg ikke er enig med deres konklusion.

Det sagt, så tror jeg, at alle gerne ville have været foruden den situation, vi nu er havnet i som politisk kollektiv. I en situation, hvor det dags dato ikke ser ud til, at nogen rigtig vinder. Og hvor resultatet er dybe konflikter på kryds og tværs af alle niveauer i vores organisation. Mellem medlemmerne og os på Christiansborg. Mellem folkevalgte og tillidsvalgte. Mellem provinsen og København. Men måske er det allerværste det tab af håb og mening, vi hver især oplever på et helt personligt plan.

Hvordan kunne det dog ende her?

Hvor jeg – eksempelvis – må træffe en så livsforandrende beslutning som at forlade det parti og bevægelse, jeg selv var med til at starte. Ja, som ikke i dag ville have eksisteret, hvis jeg ikke havde taget initiativet. Tænkt ideen, og efterfølgende skrevet den ned: ambitionen om en hel ny politisk platform i Danmark. En politisk platform, der for altid ville forandre politik, som vi ellers kender det.

Hvordan kunne en så utopisk, ambitiøs – ja smuk – politisk ide, dog ende i den organisatoriske og politiske blindgyde, vi befinder os i i dag?

Kynikeren vil sige: Det er dér, alle utopier på et tidspunkt ender. Hvad der selvfølgelig er et gran af sandhed i. Jeg vil nok formulere det mere positivt: Det kan godt være, at Alternativet organisatorisk og politisk lige nu er endt i en blindgyde. Men så kan man heldigvis bakke ud af den igen. Og jeg håber oprigtigt, at I der fortsætter i Alternativet beslutter jer for det. Se at få sat organisationen i bakgear, så I igen kan komme ud på det politiske livs hovedrute.

Personligt er tiden dog kommet til, at jeg hopper af bussen og over på min egen grønne cykel for alene at sætte kursen i min egen videre politiske rejse. Jeg vil ikke udelukke, at vi igen mødes længere fremme af ruten (for jeg vil altid have et grønt Å i mit hjerte). Men lige nu skal vi ikke ad samme rute.

Og hvorfor skal vi ikke det?

Fordi der gennem en årrække har været en række afgørende tillidsbrud mellem nogle af os, der udgjorde kerneholdet bag Alternativets opstart og første folketings-periode. Hvad disse tillidsbrud har været, har jeg fremlagt for vores hovedbestyrelse. Jeg ser det ikke formålstjenligt at gentage dem her.

Men jeg vil blot understrege, at når konflikterne i disse uger dukker op igen med så voldsom kraft, er det fordi, at vi ikke tog dem første gang, de manifesterede sig. Det tager jeg min del af ansvaret for. Ikke mig alene. Men også mig. Nogen vil kalde det konfliktskyhed. Det gør jeg selv. Men jeg ved også, at det mest af alt var et forsøg på at beskytte det samlede politiske projekt, som den gang var så nyt og skrøbeligt.

Men netop fordi disse interne konflikter ikke blev taget i tide, er der opsparet så meget frustration hos de mennesker, der blev klemt i disse interne konflikter i folketingsgruppen og mellem folketingsgruppen og landsorganisationen.

Jeg vil ikke underspille, at perioden fra sommeren 2017 og frem til sommeren 2019 har været den mest udfordrende arbejdsperiode i mit liv. Hvor jeg som politisk leder skulle håndtere personligt som politisk, at jeg reelt ikke længere havde et flertal i folketingsgruppen bag mig.

Det er også i det lys, man skal forstå min udtalelse om at der rent faktisk var en gave i det valgnederlag, vi fik i sommeren 2019. Nemlig, at vi fik valgt en ny folketingsgruppe der ikke var præget af interne magtkampe. Hvor arbejdsglæden og ambitionsniveauet var højt fra dag et. Og hvor resultaterne ikke ventede længe på sig.

Vi indgik nemlig det ene forlig efter det andet med den nye regering – 30 er det blevet til på et halvt år – og vi fik ikke mindst sat væsentlige grønne aftryk på både finansloven og klimaloven, herunder introduceret ideen om et klima-borgerting.
Tilsvarende positive var processerne i landsorganisationen. Der blev afviklet de mest vellykkede seminarier i Politisk Forum historie. Hovedbestyrelsen afviklede en grundig valgevaluering. Og der blev formuleret motiverende og brugbare nye politiske sigtpunkter, som alle i partiet kunne navigere efter.

Så det var vitterlig på det helt rigtige tidspunkt, at jeg meldte min afgang den 16. december. Hvad der måske er mere vigtigt var, at den valgproces hovedbestyrelsen havde tilrettelagt på fornemste vis levede op til Alternativets værdier og ambitioner. Den var ny. Den var demokratisk. Den var medlemsinvolverende. Kæmpe ros for det.

Så igen: Hvorfor er vi endt der, hvor vi er?

Fordi centrale personkonflikter ikke blev taget i tide. Fordi gammel politisk kultur sivede ind i alle huller og sprækker i organisationen. Fordi rygter, løgne og konspirationsteorier vandt over fakta, redelighed og menneskelig ordentlighed. Fordi ganske få mennesker kan ødelægge det for rigtigt mange. Fordi vi måske ville for meget og havde for travlt.

Resultatet var – set derfra hvor jeg sidder – at mindste fællesnævner vandt over højeste. At troen på at flere ved mere, endte med at flere ved mindre. Og hvor de seks værdier, jeg havde formuleret som udgangspunkt for Alternativet, blev fortolket helt forskelligt, afhængig af personen og den konkrete kontekst. Hvor værdierne ikke blev brugt til at navigere efter, men til at slå andre folk i hovedet med.

Så når jeg nu hopper ud af Alternativet-bussen og op på min egen grønne cykel, er det fordi jeg ikke længere kan genkende det Alternativ som jeg var med til at starte. Det lyder selvfølgelig meget sort-hvidt. Og det er det også. For jeg ved om nogen, hvor mange fine initiativer og tiltag der finder sted i alle hjørner af Alternativet hver eneste ene dag – og givet også vil gøre det i fremtiden. Derfor er det også vigtigt for mig her at understrege, at uagtet den aktuelle højspændte og følsomme situation, så har jeg haft de vigtigste, fineste, kærligste og mest afgørende politiske oplevelser i mit liv i Alternativet-regi.

Vi fik i fællesskab ikke bare sat klimakrisen på dagsorden. Vi fik formuleret nogle af de mest inspirerende politiske udspil der er kommet fra et politisk parti i nyere tid. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men prøv at genlæs vores naturudspil, rapporten om de tre bundlinjer eller bogerløn, iværksætterudspillet, racismeudspillet, global politik eller regeringsprogrammet.

Vi satte et helt nyt politisk niveau. Og formulerede så meget godt og vigtig politik.

Vi fik også institutionelt og kulturelt ændret stort og småt på Christiansborg. Lige fra vores alternative parlamenter over huskunstnerordningen og kunst på slotspladsen (Hong Kong-statuen står der frem til 1. April) til borgerforslag.dk. Og ude i landet gjorde vores by- og regionsrådsmedlemmer det samme. De hævede barren igen og igen. Og resultaterne taler for sig. Bare se mod Fanø, Thisted, Syddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Aarhus, Fåborg, Svendborg, Odense, Rønne, Albertslund, Vordingborg, Frederiksberg eller København. Men se også til Østafrika hvor vi samarbejder med grønne partier i regionen, eller til London, hvor Alternative UK netop har taget det næste ambitiøse skridt i deres udvikling. For ikke at glemme det aftryk vi havde på det europæiske fællesprojekt: New Deal for Europe.

Jeg skriver dette for at understrege, hvor meget Alternativet allerede har betydet for det politiske liv i Danmark. For borgerne. Ude i kommunerne og regionerne som på Christiansborg. Men jeg skriver det også for at få sagt ordentlig tak til alle jer der har en aktie i at alt dette lykkedes. Jer, der har organiseret politiske laboratorier, lokale generalforsamlinger, valgudvalg og lokale valgkampagner, landsmøder og ikke mindst vores Folkemøde-program på Bornholm og den Alternative sommerhøjskole.

Hvilket fører mig frem til min sidste tak: Nemlig til de unge i Alternativets Unge. De stunder jeg har haft med jer gennem tiden – store som små – har været nogle af de mest meningsfulde politiske øjeblikke for mig overhovedet. Som I ved, har jeg på næsten alle de møder jeg har haft med jer, sluttet af med at sige: Se nu at kup voksne Å. Jeg mente det den gang og jeg mener det ikke mindst nu, hvor jeg selv lukker døren bag mig: Se nu at kup voksne Å! Det er jer, der er fremtiden. Også i Alternativet.

Men at Alternativet skal komme på ret kurs igen – hvad jeg måske ikke er den rette til at have en mening om nu, hvor jeg ikke længere repræsenterer Alternativet, men det har jeg så alligevel – er ikke alene et spørgsmål om for og imod en given politisk leder.

Det her handler endnu mere om, at hvis Alternativet skal genvinde sin relevans for vælgerne og være et ambitiøst politisk svar på de udfordringer Danmark og verden står overfor, skal vores politiske profil og identitet være langt skarpere. Et tydeligt visionært og samtidig jordbundent bud på det frie, grønne, postkapitalistiske samfund vi ønsker. Parallelt med dette politiske udviklingsarbejde skal der gennemføres en stor kollektiv oprydning i organisationen. Herunder, at de medlemmer der igennem flere år har spredt negative rygter og konspirationsteorier i organisationen får at vide, at de ikke længere er ønskede i Alternativet.

Sidst, men ikke mindst, skal Alternativets kosmopolitiske, grønne og kulturelt mangfoldige profil igen styrkes, så partiet er i stand til at fastholde og tiltrække nye talenter. Endnu engang må jeg vende tilbage til en af mine helt store politiske rollemodeller, den amerikanske anarkist Emma Goldman. Hun formulerede i en enkelt sætning det perspektiv jeg siden har set mit politiske arbejde igennem. Hun sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”.
Vi skal nemlig politisk være i stand til både fysisk som mentalt at danse. Ellers finder vi aldrig frem til de rigtige løsninger på de enorme samfundsproblemer vi i dag står over for. Aldrig har kreativitet, frihed, lethed, værdighed og skønhed været vigtigere. For den enkelte som for det store fællesskab.

Det er mit råd til jer. Det er mit farvel til jer. Nu som en fri grøn stemme.

Kh Uffe

Kristeligt Dagblad har bragt min kronik om partihop i november 2017. Når vi forsvarer partihop, forsvarer vi retten til at følge sin overbevisning – og til at blive klogere. Kronikken kan læses på Kristeligt Dagblads hjemmeside eller læses her i sin helhed:

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

Den store frygt når kommunalbestyrelsen konstituerer sig på valgnatten er, at en politiker i sidste øjeblik skifter parti, og borgmesterposten ender hos ’de andre’. Flere politikere fører i anledningen af valgkampen kampagne mod det, de kalder ”mandattyveri”. Denne kampagne er baseret på en misforståelse: At politiske mandater skulle tilhøre partisystemet, fremfor personen. I virkeligheden er muligheden for at skifte parti – med sit personlige politiske mandat – en vigtig forudsætning for vores demokrati.

Vores politiske system hviler på et almenmenneskelige princip: At mennesker kan handle etisk og moralsk, mens systemer ikke kan. De opererer efter deres egen magtlogik, som styres efter.

Det økonomiske system spørger hele tiden: “Kan det betale sig?”

Alt efter hvordan svaret er, tages der en beslutning. Det sundhedsfaglige system spørger, om mennesker bliver mere sunde og raske af en given behandling, og ud fra det, bliver der taget en beslutning. Det politiske system er et magtsystem, hvor ophobning af magt og beslutningskraft er det bærende. Alle mulige kompromiser kan opnås, hvis det giver mere magt. Hvis der er en etisk fordring i partiet, er det derfor kun på grund af de mennesker, der repræsenterer partiet. Systemet er til for magten.

I midten af dette står personen, den folkevalgte. Den folkevalgte er valgt til at afveje alle disse forskellige perspektiver, og tage en politisk beslutning ud fra sin egen overbevisning.

Grundloven foreskriver endda i § 56, at: “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, så der er ikke noget at rafle om, hvad angår Folketinget. Kun personer har potentiale til at handle moralsk, og derfor tilhører mandatet personen. De kan følge deres overbevisning – herunder at skifte politisk parti.

Politiske partier er ikke nævnt i Grundloven, og behøver ikke at blive det, da Folketingsmedlemmers politiske mandat tilhører dem personligt. De har det ikke til låns fra nogen, heller ikke deres vælgere, omend det er vælgerne der kan forny mandatet. Når lokalpolitikere under valgkampen bruger begrebet ”mandattyveri”, giver det derfor ikke mening, med mindre man sætter systemet før personen.

DET ER FORDUMMENDE for den politiske debat, når de finder på de skældsord. Hvad skal man svare, når de spørger: “Er du ikke også imod mandattyveri?” Er du stoppet med at slå din kone? Det er politisk kommunikation, når det er værst. Selvfølgelig er jeg imod mandattyveri, men tyveriet sker først, hvis partierne skal kunne stjæle det fra personen. Ret skal være ret: Selvom Andreas Weidinger fra Det Konservative Folkeparti siger “skam jer” til politikere valgt med listestemmer, der skifter parti, så har hans formand Søren Pape Poulsen slået fast, at den enkelte kun er bundet af sin overbevisning.

En indvending er ofte, at givne personer slet ikke var blevet valgt ind, hvis ikke det var for listestemmerne. Det er eksempelvis i kommuner, hvor borgmesteren er så populær, at vedkommende trækker indtil flere ekstra mandater med ind i kommunalbestyrelsen. Vores system er dog sådan indrettet, at de politiske mandater ikke kan, eller bør, tilhøre magtsystemet. Derfor fordeles mandaterne straks blandt dem, der har fået flest stemmer. Derefter er ét mandat lige så godt som et andet. Alle er lige.

Stemmeslugeren har ikke flere stemmer end den person, der sidder på det yderste mandat. Uanset hvor stærk en valgkamp du førte, så er du valgt til at følge din overbevisning. ‘Vi stemmer efter hoveder – ikke høveder’, som man sagde i andelsbevægelsen engang – med henvisning til det antal kvæg, den enkelte landmand havde.

Hele forestillingen om at man kan begå “mandattyveri”, at mandatet tilhører partiet i stedet for personen, tilsidesætter det personlige ansvar og indfører et partibureaukrati som politisk managementorgan. Personerne er reduceret til funktionærer i partiets maskineri – hvor det åbenbart kun er topledelsen, der må ændre på kurs og holdninger. Høveder bliver sat over hoveder. Magten centraliseres, hvor den burde demokratiseres.

 

Vores politikere er i princippet valgt til blot at være dem selv. For mange af dem vil det være moralsk rigtigt, og i tråd med deres overbevisning, at samarbejde med et politisk parti, hvorved deres mandat og indflydelse bliver styrket, og de bedre kan arbejde for det, de mener er godt, sandt og vigtigt. Derfor bliver de fleste i det parti, de var i, da de blev valgt.

Der kan dog være mange gode grunde til at skifte parti. Måske har du i politik fået nye erkendelser, der gør, at du finder en anden kurs nødvendig. Måske har det parti, du i sin tid førte valgkamp for, og med, ændret kurs, så den ikke længere er i tråd med din overbevisning. Måske har du fundet ud af, at en bestemt person ikke er værd at samarbejde med, eller ikke bør legitimeres med din støtte.

Måske er der en helt 17. grund til, at du finder det bedst i tråd med din moral og overbevisning at skifte parti. Så gør det! Men kan du ikke argumentere for din sag, bliver du ikke valgt igen, og du risikerer at blive forfulgt af forsmåede partifolk på Facebook. Sådan en som Sonja Marie Jensen (S) i Nyborg Kommune vil eksempelvis sige, at du “pisser på borgernes stemme”, når du ikke pænt afleverer dit mandat til hendes parti, såfremt du fik dit mandat ved hjælp af listestemmer.

TONEN I POLITIK KAN VÆRE HÅRD. Forestil dig, at du ikke kan skifte parti, men har en konflikt med din partileder. Lederen kan frit mobbe dig, fryse dig ude, holde dig uden for indflydelse – med mindre altså, at du retter ind. Du bliver måske skuffet over dig selv. Du bliver måske sygemeldt med stress. Nedbøjet forlader du politik, og måske skriver lokalavisen en artikel om giftigt samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen. Vil suppleanten være lige så kritisk som dig? Næppe.

Det er sundt og godt, at partiledere frygter, at deres gruppemedlemmer tager deres gode tøj og går. Det minimerer at borgmestre, gruppeledere og partiledere opfører sig som enevældige konger. Uden det personlige mandat, kunne vi lige så godt vælge én person, der kan være diktator indtil næste valg. Det lyder måske pessimistisk, men intern debat forudsættes nogle gange af, at ledelsen er nødt til at lytte. Magt har det med at korrumpere.

I det kommunalpolitiske konstitueringsdrama hænder det dog, at personer skifter parti meget kort tid efter valget. Det er de i deres gode ret til, da deres mandat er personligt, men det kan undre dem på sidelinjen, når de i nattens mulm og mørke pludselig har skiftet parti, og så i øvrigt er blevet viceborgmester eller udvalgsformand i processen.

Nogle gange er det ikke kønt – og det husker vælgerne, forhåbentlig. Når mennesker får ansvar, så risikerer forfængelighed og personlige ambitioner at overskygge politiske idealer. Den risiko er en pris, der er nødvendig at betale, hvis vi skal bevare demokratiet og etikken i politik. Det kan være, at der rent faktisk er en rigtig god grund til, at personen har skiftet parti. Det repræsentative demokrati bygger på, at vi har tillid til, at mennesker kan varetage den opgave, at repræsentere os – uden at være bundet af andet end politikerens egen overbevisning.

Den 21. november giver vi vores mandat til den person, vi tror, bedst kan repræsentere os indtil næste valg. Det er uanset hvilket parti, vedkommende er i, når det er tid til at stemme igen.