Forsvar for partihop?

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

“Hvis det ikke kan forklares, kan det ikke forsvares”, er der en talemåde, der går. Sådan er det med partihop – ligesom med så mange andre valg en politikker træffer. Nogle gange er det også enormt svært at forklare baglandet, hvorfor man følger partilinjen, når den pludselig skifter retning i forhold til den politik, politikeren gik til valg på.

Kan det forklares – så kan det forsvares. Mange politikere går en hård tid i møde, hvor samarbejdsrelationer, forholdet til vælgere og politisk kapital kommer under pres. Det er ikke en nem sag at skifte parti. Der er noget på spil. Der er MEGET på spil. For nogle er der en “stammekultur”, der gør at “forrædere” aldrig rigtigt bliver accepteret – heller ikke i det nye parti. Derfor er jeg nysgerrig på, hvorfor politikere skifter parti.

Den korteste vej til en ministerpost er at følge ledelsen, følge partilinjen og følge dagsordenen. Der skal enormt meget mod til at gøre det modsatte. Går politikeren offentligt imod partilinjen, så risikerer politikeren at blive isoleret og tabe indflydelse. Hvis politikeren beslutter sig for at kæmpe for en hjertesag, så risikerer politikeren at miste muligheden for at få andre hjertesager igennem.

Et “partihop” kræver stort mod, og ofte er det dramatisk, konfliktbetonet og sårende at være en del af. Der er noget på spil. På de sociale medier ser man ofte ikke nogen forståelse for, hvor meget politikeren egentlig sætter på spil. De “afgående” partikammerater kalder måske partihopperen forræder, umoralsk eller opportunist, selvom det mest opportune oftest er at bide sig fast, bore neglene ned i bordpladen og vente på ministerposten. Modsat er der hujende jubel fra dem, der modtager partihopperen, hvilket blot gør de forsmåede endnu mere bitre.

Hvis partihoppere gør det af opportunistiske årsager, så kan det være en meget kortsigtet beslutning, for sandsynligheden for genvalg falder dramatisk. Ifølge en undersøgelse lavet af kommunalvalgforsker Christian Elmelund-Præstekær fra Syddansk Universitet, så havde partitro kommunalpolitikere, indvalgt i perioden 2009 til 2013, hele 60 % chance for genvalg, mens partihoppere kun har 28 % chance for genvalg. Det halverer altså chancen for genvalg, når man som folkevalgt skifter parti midt i en valgperiode.

Alligevel er det en vigtig sikkerhedsventil for demokratiet, at politikere skal have mulighed for at skifte parti. Ellers får vi nogle uheldige dynamikker i partipolitik, hvor partiledelsen kan sanktionere resten af gruppen med hård hånd. Det kan I læse mere om i min kronik: “Partihop er med til at sikre demokratiet”.